Vee (dig, du) Ødelægger, du, som dog ikke er bleven ødelagt! og du Troløse, dog man ikke haver handlet troløst imod dig! naar du haver fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du haver gjort Ende paa at handle troløst, skal man handle troløst imod dig.

Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.

Folkene flyede for Mangfoldigheds Lyd; Hedningerne ere adspredte, fordi du ophøiede dig.

Og eders Rov skal sankes, som man sanker Kornorme; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did derudi.

Herren er ophøiet, thi han boer i det Høie; han haver opfyldt Zion med Ret og Retfærdighed.

Og den Troskab, (som du skal bevise) i din (beleilige) Tid, skal være (megen) Saligheds Gods, Viisdom og Kundskab; Herrens Frygt, den skal være hans Liggendefæ.

See, deres Stærke, de skrige derude; Fredsbud skulle græde beskeligen.

De banede Veie ere øde, den, som Pleier at gaae fremad Stien, maa lade blive; han haver brudt Pagten, forkastet Stæderne, ikke agtet et Menneske.

Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.

Nu vil jeg gjøre mig rede, siger Herren, nu vil jeg ophøie mig, nu vil jeg ophøies.

I skulle undfange Straa, føde Halm; eders Aand skal være en Ild, som skal fortære eder.

Og Folkene skulle være (som) det, der opbrændes til Kalk; (som) ophugne Torne skulle de opbrændes med Ild.

Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg haver gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!

Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse haver betaget Hyklere, (som sige:) Hvo af os kan boe hos en fortærende Ild? hvo af os kan boe hos Evigheds Brynde?

Den, som vandrer i Retfærdigheder, og som taler Oprigtigheder, den, som foragter den Vinding, (der kommer) af (Andres) Fortrykkelser, den, som ryster sine Hænder fra at beholde Skjenk, den, som stopper sit Øre fra at høre Blodskyld, og som lukker sine Øine fra at see paa det Onde,

han, han skal boe i de høie (Stæder), Klippernes Befæstning skal være hans Ophøielse; hans Brød bliver givet (ham), hans Vand er sikkert.

Dine Øine skulle beskue Kongen i hans Deilighed, de skulle see et langt fraliggende Land.

Dit Hjerte skal betænke Forfærdelsen; hvor er Skriveren? hvor er den, som udveier Pengene? hvor er den, som tæller Taarnene?

Du skal ikke (mere) see et haardt Folk, et Folk, som man ikke kan forstaae, fordi de tale saa dybt, som haver en spottende Tunge, (som haver) ingen Forstand.

Besku Zion, vore Forsamlingers Stad; dine Øine skulle see Jerusalem, en rolig Bolig, et Paulun, som ikke skal nedtages, hvis Nagler skulle ikke uddrages evindeligen, og intet af dens Reb sønderrykkes.

Thi Herren skal der være os herlig, (der skal være) et Sted med Floder, med vide og brede Strømme (paa begge Sider); intet Skib, som roes, skal fare deri, og intet ypperligt Skib skal fare derigjennem.

Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han, han skal frelse os.

Dine Reb ere blevne slappe; de skulle ikke kunne ret befæste deres Mast, de have ikke udbredt Flag; da blev meget Rov (og) Bytte uddeelt, de Halte røvede Rov.

Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; (thi) Folket, som boer derudi, haver faaet Misgjernings Forladelse.