See, min Tjener, hvilken jeg opholder, min Udvalgte, (til hvilken) min Sjæl haver Behagelighed; jeg haver givet min Aand over ham, han skal udføre Ret for Hedningerne.

Han skal ikke raabe og ei opløfte (Røsten), og ikke lade høre sin Røst paa Gaden.

Han skal ikke sønderbryde et knuset Rør, og ikke udslukke den rygende Hør; han skal udføre Ret efter Sandhed.

Han skal ikke vansmægte, ei heller blive afmattet, indtil han faaer skikket Ret paa Jorden, og Øer skulle vente paa hans Lov.

Saa sagde den Herre Gud, som skabte Himlene og udbredte dem, som udstrakte Jorden og dens Grøder, som giver Folket derpaa Aande, og dem en Aand, som gaae derpaa:

Jeg, Herren, jeg haver kaldet dig med Retfærdighed, og jeg vil tage fat paa din Haand; og jeg vil bevare dig og give dig til en Pagt for Folket, til Hedningernes Lys,

til at aabne de Blindes Øine, til at udføre de Bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fængsels Huus.

Jeg er Herren, det er mit Navn, og jeg vil ingen Anden give min Ære, eller de udskaarne Billeder min Priis.

See, de forrige Ting ere komne, og jeg forkynder de nye; før de skulle oprinde, vil jeg lade eder høre (om dem).

Synger Herren en ny Sang, hans Priis fra Jordens Ende, I, som nedfare paa Havet, og dets Fylde, Øerne, og deres Indbyggere!

Ørken og dens Stæder skulle opløfte (Røsten, ja) Byer, som Kedar beboer; de skulle synge (med Fryd), som boe paa en Klippe, de skulle raabe fra Bjergenes Top.

De skulle tillægge Herren Ære, og kundgjøre hans Priis paa Øerne.

Herren skal uddrage som en Vældig, opvække (sin) Nidkjærhed som en Krigsmand; han skal raabe (med Glæde), ja raabe høit, han skal faae Overhaand over sine Fjender.

Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.

Jeg vil tørre Bjerge og Høie, og borttørre alle deres Urter, og gjøre Floder til Øer og borttørre Søer.

Og jeg vil lede de Blinde paa den Vei, som de ikke vide, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke kjende; jeg vil sætte Mørkhed for deres Ansigt til Lys, og de krumme (Stæder) til det, som er jævnt; disse Ting haver jeg gjort dem, og ikke forladt dem.

(Men) de have vendt sig tilbage, de skulle visseligen beskjæmmes, de, som forlade sig paa et udskaaret Billede, som sige til et støbt Billede: I ere vore Guder.

I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!

Hvo er blind, uden min Tjener, og døv (som den), jeg udsendte som mit Bud? hvo er (saa) blind som den Fuldkomne, og (saa) blind som Herrens Tjener?

Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.

Herren haver Lyst (til ham) for sin Retfærdigheds Skyld; han vilde gjøre (ham) stor ved Loven og gjøre (ham) herlig.

Men det er et Folk, som er berøvet og plyndret, de ere allesammen besnærede i Hulerne og skjulte i Fængslers Huse; de ere blevne til Bytte, og der er Ingen, som frier, til et Rov, og der er Ingen, som siger: Giv (hid) igjen.

Hvo er iblandt eder, som vender Øret til dette, som vil mærke og høre (det, som) herefter (skal skee)?

Hvo gav Jakob til at plyndres, og Israel til Røvere? mon ikke Herren? og han er den, vi syndede imod, og de vilde ikke vandre i hans Veie og ikke høre paa hans Lov.

Derfor udøste han sin Vredes Grumhed og Krigsmagt over ham, og stak Ild paa ham trindt omkring, men han forstod det ikke, og han fortærede ham, men han lagde det ikke paa Hjerte.