Men nu, saa siger Herren, som skabte dig, Jakob! og dannede dig, Israel: Frygt ikke, thi jeg gjenløste dig, jeg kaldte (dig) ved dit Navn, du er min.

Naar du gaaer igjennem Vandene, (da vil) jeg (være) hos dig, og igjennem Floderne, (da) skulle de ikke overskylle dig; naar du gaaer igjennem Ilden, skal du ikke brændes, og Luen ikke fortære dig.

Thi jeg er Herren din Gud, Israels Hellige, din Frelser; jeg gav Ægypten til Forsoning for dig, Morland og Seba i dit Sted.

Fra den (Tid), du var dyrebar agtet for mine Øine, er du bleven herliggjort, og jeg, jeg elskede dig; derfor haver jeg givet Mennesker i dit Sted, og Folk i Stedet for din Sjæl.

Frygt ikke, thi jeg er med dig; jeg vil føre din Sæd fra Østen og samle dig fra Vesten.

Jeg vil sige til Norden: Giv (hid), og til Sønden: Forhindre ikke; før (hid) mine Sønner langt fra, og mine Døttre fra Jordens Ende!

Hver den, som er kaldet i mit Navn, den haver jeg og skabt til min Ære, den haver jeg dannet, den haver jeg ogsaa gjort.

Før det blinde Folk ud, som dog haver Øine, og de Døve, som dog have Øren.

Lader alle Hedningerne samles tilhobe og Folkene sankes; hvo er iblandt dem, som kan kundgjøre dette? lader dem lade os høre de forrige Ting; lader dem føre deres Vidner, saa de kunne retfærdiggjøres, og man kan høre og sige: (Det er) Sandhed.

I ere mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, at I skulde vide det og troe mig, og forstaae, at jeg er det; før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være.

Jeg, jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden mig.

Jeg, jeg kundgjorde det, og haver frelst, og lod (eder) høre det, og ingen fremmed (Gud) iblandt eder; og I ere mine Vidner, siger Herren, at jeg er Gud.

Ogsaa før (det var) Dag, er jeg selv, og der er Ingen, som kan redde af min Haand; jeg vil arbeide, og hvo kan afvende det?

Saa sagde Herren, eders Gjenløser, Israels Hellige: For eders Skyld sendte jeg til Babel og lod nedslaae alle Stængerne, og Chaldæerne paa Skibene, som de frydede sig paa.

Jeg er Herren, eders Hellige, som skabte Israel, eders Konge.

Saa sagde Herren, som gjorde Vei i Havet, og Sti i stærke Vande,

som udførte Vogn og Hest, Hær og Magt: De ligge tilhobe, de opstaae ikke, de ere udslukte, (ja) slukte som Hør.

Kommer ikke de forrige Ting ihu, og agter ikke paa den gamle Ting.

See, jeg gjør noget Nyt, nu skal det opvoxe; skulde I ikke forstaae det? ja, jeg vil gjøre Vei i Ørken, Floder i øde (Steder).

Vilde Dyr paa Marken skulle ære mig, Drager og Strudsunger; thi jeg gav Vand i Ørken, Floder i øde (Stæder), at give mit Folk, mine Udvalgte, at drikke.

Det Folk, som jeg haver dannet mig, de skulle forkynde min Priis.

Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!

Du bragte mig ikke dine Brændofferes Faar, ei heller ærede du mig med dine Slagtoffere; jeg kom dig ikke til at tjene (mig) med Madoffer, og gjorde dig ikke Møie med Røgelse.

Du kjøbte mig ikke Calmus for Penge, skjenkede mig ikke (overflødigen) med dit Slagtoffers Fedme; sandeligen, du kom mig til at tjene i dine Synder, du gjorde mig Møie med dine Misgjerninger.

Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser for min Skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine Synder.

Paamind mig, lad os gaae irette med hverandre; fortæl du det, at du kunde retfærdiggjøres.

Din første Fader syndede, og dine Talsmænd have gjort Overtrædelse imod mig.

Derfor vil jeg vanhellige Helligdommens Fyrster, og give Jakob til Band, og Israel til Forhaanelse.