Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi.

Og han havde gjort Gjærde omkring den, og kastet Stenene af den, og plantet den med (ædle) Viinqviste, byggede og et Taarn midt derudi, og udhuggede ogsaa en Viinperse derudi, og forventede, at den skulde bære (gode) Druer, men den bar vilde Druer.

Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judæ Mænd! Kjære, dømmer imellem mig og imellem min Viingaard.

Hvad skulde man mere have gjort ved min Viingaard, end jeg haver gjort ved den? hvi forventede jeg, at den skulde bære (gode) Druer, og den bar vilde Druer?

Og nu, Kjære, vil jeg give eder tilkjende, hvad jeg vil gjøre ved min Viingaard: Jeg vil borttage dens Tornegjærde, og den skal opædes, jeg vil sønderrive dens Gjærde, og den skal nedtrædes.

Og jeg vil gjøre den øde, den skal ikke beskjæres, ei heller hakkes, men der skal opvoxe Torne og Riis; og jeg vil byde over de tykke Skyer, at de ikke regne derpaa.

Thi den Herre Zebaoths Viingaard er Israels Huus, og Judæ Mænd ere hans Lysters Plantelse; og han forventede Ret, og see, (da er der) Plagen, (og) Retfærdighed, og see, (da er der) Skrig.

Vee dem, som drage det ene Huus til det andet, som føie den ene Ager til den anden, indtil der ikke er mere Rum, at I kunne alene blive siddende midt i Landet.

Dette er for mine Øren, (siger) den Herre Zebaoth; (hvad gjælder det), om de mange Huse ikke skulle blive til en Ødelæggelse, (om) de store og gode (ikke skulle staae) uden Indbyggere!

Thi Viingaardens ti Stykker Land skulle (kun) give een Bath, og en Homer Sæd skal (kun) give een Epha.

Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem!

Og Harpe og Psalter, Tromme og Pibe og Viin var i deres Gjæstebud, men de vilde ikke see til Herrens Gjerning, og de saae ikke hans Hænders Gjerning.

Derfor er mit Folk bortført, fordi det haver ikke Kundskab, og dets ærede (Folk) er blevet til hungrige Folk, og dets menige (Folk) er forsmægtet af Tørst.

Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.

Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.

Men den Herre Zebaoth skal ophøies ved Retten, og den hellige Gud skal helliges ved Retfærdighed.

Da skulle Lammene fødes efter deres Viis, og de Fremmede skulle æde i de Fedes Ørkener.

Vee dem, som drage Misgjerning med Forfængeligheds Snorer, og Synd med Vognreb!

som sige: Lad ham skynde sig, lad hans Gjerning komme hastig, at vi see det, og lad nærme sig og lad komme Israels Helliges Anslag, at vi kunne fornemme det.

Vee dem, som sige om det Onde Godt, og om det Gode Ondt, som gjøre Mørke til Lys, og Lys til Mørke, som gjøre Bittert til Sødt, og Sødt til Bittert!

Vee dem, som ere vise for deres (egne) Øine og forstandige hos sig selv!

Vee (dem, som ere) vældige til at drikke Viin og duelige Mænd til at blande (og iskjenke) stærk Drik,

dem, som for Gaves Skyld dømme en Ugudelig at have Ret, og bortvende de Retfærdiges Ret fra (hver af dem)!

Derfor, ligesom Ildens Tunge fortærer Halm, og en Lue formindsker Straa, (saa) skal deres Rod vorde, som den var forraadnet, og deres Blomster opfare som Støvet; thi de have forkastet den Herre Zebaoths Lov, og foragtet den Helliges Tale i Israel.

Derfor er Herrens Vrede optændt over hans Folk, og han udrakte sin Haand over det og slog det, at Bjergene bævede, og deres (døde) Kroppe vare som Skarnet midt paa Gaderne; i dette altsammen vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.

Og han skal opløfte et Banner for Hedningerne, (som komme) langt fra, og hvisle efter dem fra Jordens Ende; og see, de skulle komme hasteligen (og) let.

Der er ingen Træt eller Skrøbelig af det (samme Folk), der skal Ingen slumre ei heller sove, og Ingens Bælte skal løses fra hans Lænder, og Ingens Skotvinge skal sønderrives.

Dets Pile ere skjærpede, og alle dets Buer ere spændte; dets Hestehove maae agtes som en Klippe, og dets Hjul som en Hvirvelvind.

Dets Brølen (skal være) som en Løves, og det skal brøle som de unge Løver, og bruse og gribe Rov og bortføre, og der skal Ingen redde.

Og det skal bruse derover paa den samme Dag, ligesom Havet bruser, og det skal see til Landet, og see, da er der Mørkhed, Angest, og Lyset skal formørkes i dets Ødelæggelser.