Den Retfærdige omkommer, og der er Ingen, som lægger det paa Hjerte, og fromme Folk hensamles, men der er Ingen, som giver Agt (paa), at den Retfærdige hensamles fra det Onde.

Han skal gaae ind med Fred, de skulle hvile sig i deres Sovekammere, (hver,) som vandrer for ham.

Men kommer I hid, I Dagvælgerskens Børn, du Horesæd, og som haver bedrevet Horeri!

Imod hvem forlyste I eder? imod hvem udvide I Munden, udrække Tungen langt? ere I ikke Overtrædelsens Børn, en falsk Sæd?

de, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, som slagte Børnene ved Bækkene, under Steenklippernes Huler.

Din Deel er ved Bækkenes glatte (Stene), de, de ere din Lod; dem udgjød du ogsaa Drikoffer for, du offrede (dem) Madoffer; skulde jeg lade mig trøste over disse Ting?

Du gjorde dit Leie paa et høit og ophøiet Bjerg; du gik ogsaa derop for at slagte Slagtoffer.

Og du satte den Ihukommelse bag Døren og Dørstolpen; thi du blottede dig, (der du veg) fra mig, og gik op, du udvidede dit Leie og gjorde dig (Pagt) med (Nogle) af dem, du elskede deres Leie paa hver Plads, du saae (dem).

Og du lod dig see for Kongen med Olie, og formerede dine vellugtende Salver, og du sendte dine Bud hen indtil langt fraliggende (Stæder), og fornedrede dig indtil Helvede.

Du bemøiede dig i din Veis Mangfoldighed, du sagde ikke: Det er forloret; du fandt din Haands Næring, derfor blev du ikke syg.

Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?

Jeg, jeg vil kundgjøre din Retfærdighed og dine Gjerninger, at de skulle ikke gavne dig.

Naar du raaber, (da) lad dine Forsamlede redde dig, men Veiret skal optage dem allesammen, Forfængelighed skal tage (dem); men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eie mit hellige Bjerg.

Og man skal sige: Baner, baner, rydder Veien, optager Stød af mit Folks Vei!

Thi saa sagde den Høie og Ophøiede, som boer evindeligen, og hvis Navn er helligt: Jeg vil boe i det Høie og Hellige, og hos en Sønderknust og Fornedret i Aanden, til at gjøre de Fornedredes Aand levende, og at gjøre de Sønderknustes Hjerter levende.

Thi jeg vil ikke trætte evindeligen, og ikke være vred i Evighed; thi (ellers) maatte (deres) Aand forsmægte for mit Ansigt, og de Sjæle, som jeg, jeg haver gjort.

Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei.

Jeg saae hans Veie, og jeg vil læge ham, og jeg vil skaffe ham Rolighed, og jeg vil give ham og hans Sørgende (megen) Trøst igjen.

Jeg skaber Læbers Grøde, Fred, Fred for den, (som er) langt borte, og for den, (som er) nær, sagde Herren, og jeg haver læget ham.

Men de Ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være stille, og dets Vand udkaster Skarn og Dynd.

(Der er) ikke Fred, sagde min Gud, for de Ugudelige.