Verse 1
Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
Verse 2
Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
Verse 3
Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
Verse 4
Du møder den, som er glad, og den, som gjør Retfærdighed, dem, som komme dig ihu paa dine Veie; see, du, du var vred, da vi syndede; (vare vi) evindelig (blevne) paa hine, da vare vi blevne frelste.
Verse 5
Men vi vare, vi alle, som de Urene, og alle vore Retfærdigheder som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgjerning førte os bort som et Veir.
Verse 6
Og der var Ingen, som kaldte paa dit Navn, som opvakte sig til at tage fat paa dig; thi du skjulte dit Ansigt for os, og smeltede os i vore Misgjerningers Vold.
Verse 7
Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
Verse 8
Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgjerninger evindeligen ihu; see, sku dog, vi ere alle dit Folk.
Verse 9
Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
Verse 10
Vor Helligheds og vor Herligheds Huus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore ønskelige Ting ere ødelagte.
Verse 11
Herre! vil du holde dig rolig ved disse Ting? vil du tie og fortrykke os saa saare?