Og det skede udi Achas, Jothams Søns, Ussias Søns, Judæ Konges, Dage, da drog Rezin, Kongen af Syrien, og Pekah, Remalias Søn, Israels Konge, op til Jerusalem for (at føre) Krig imod den, men kunde ikke (overvinde den) ved at stride imod den.

Da blev det kundgjort for Davids Huus, saa der sagdes: De Syrer forlade sig tryggeligen paa Ephraim; og hans Hjerte blev hart bevæget, og hans Folks Hjerte, som Træerne i Skoven bevæges (hid og did) af Veiret.

Men Herren sagde til Esaias: Gak nu ud imod Achas, du og Sear-Jasub, din Søn, til Vandløbets Ende ved det øverste Fiskevand, til den alfare Vei ved Blegerens Ager.

Og siig til ham: Forvar dig og vær stille, frygt ikke og lad ikke dit Hjerte blive blødt for disse to Stykker rygende Brande, for Rezins og de Syrers og for Remalias Søns fnysende Vrede,

fordi at de Syrer raadsloge Ondt imod dig (med) Ephraim og Remalias Søn, sigende:

Vi ville drage op til Juda og opvække den og slide den til os, og vi ville gjøre Tabeals Søn til Konge midt derudi.

Saa sagde den Herre Herre: Det skal ikke bestaae og ei (saa) være.

Thi Damascus (skal være) Hoved i Syria, og Rezin Hoved i Damascus, og efter fem og tredsindstyve Aar skal Ephraim sønderbrydes, at (de skulle) ikke (mere være) et Folk.

Og Samaria (skal være) Hoved i Ephraim, og Remalias Søn Hoved i Samaria; om I ikke ville troe, (da er det vist,) at I ikke blive forsikkrede.

Og Herren blev ved at tale til Achas, og sagde:

Begjær dig et Tegn af Herren din Gud; begjær (det) i det Dybe, eller (begjær det) ovenfra i det Høie.

Men Achas sagde: Jeg vil ikke begjære og ikke friste Herren.

Da sagde han: Hører dog, I af Davids Huus! er det eder Lidet, at I bemøie Folket, at I ville ogsaa bemøie min Gud?

Derfor skal Herren selv give eder et Tegn: See, en Jomfru er frugtsommelig og føder en Søn, og du skal kalde hans Navn Immanuel.

Han skal æde Smør og Honning, indtil han forstaaer at forkaste det Onde og at udvælge det Gode.

Thi førend Barnet skal forstaae at forkaste det Onde og udvælge det Gode, skal Landet, hvilket du væmmes ved, forlades af dets tvende Konger.

Herren skal lade Dage komme over dig og over dit Folk og over din Faders Huus, som ikke ere komne siden den Dag, Ephraim veg fra Juda, ved Kongen af Assyrien.

Og det skal skee, paa den samme Dag skal Herren hvisle ad Fluen, som er ved Flodernes Ende i Ægypten, og ad Bien, som er i Assyrias Land.

Og de skulle komme og nedlade sig allesammen i de øde Dale og i Klippernes Rifter og i alle Tornebuskene og i alle priselige (Steder).

Paa den samme Dag skal Herren afrage ved en leiet Ragekniv, (som er) paa hiin Side Floden, (det er) ved Kongen af Assyrien, Hovedet og Haar paa Fødderne, og den skal ogsaa aldeles borttage Skjægget.

Og det skal skee paa den samme Dag, (da) skal en Mand lade en Qviekalv og to Faar leve.

Og det skal skee, fordi de skulle give megen Melk, at man skal æde Smør; thi hver, som bliver tilovers midt i Landet, skal æde Smør og Honning.

Og det skal skee paa den samme Dag, at hvert Sted, hvor der vare tusinde Viintræer paa, (som kunde gjælde) tusinde (Sekel) Sølv, skal være, (ja) det skal være til Torne og til Riis.

Man skal komme derhen med Pile og med Bue; thi alt Landet skal blive Torne og Riis.

Og til alle Bjerge, som (pleiede at) hakkes med Hakken, derhen skal du ikke komme af Frygt for Torne og Riis, men det skal være til at lade Øxne udi og lade Faar træde paa.