Men det (Land), som blev trængt, skal ikke blive (aldeles) formørket; ligesom han i det Første gjorde Sebulons Land og Naphthali Land foragteligt, saa gjorde han det herligt paa det Sidste, (og det) paa Veien imod Havet, paa hiin Side Jordanen, i Hedningernes Galilæa.

Det Folk, som vandrede i Mørket, saae et stort Lys; over dem, som boede i Dødens Skygges Land, skinnede et Lys.

Du formerede Folket, gjorde du ikke stor Glæde? de glædede sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, saasom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.

Thi hans Byrdes Aag og hans Skuldres Riis, (ja) hans Drivers Kjep haver du sønderbrudt, som paa Midians Dag,

da den ganske Strid, deres, som strede, (skede) med Bulder, og Klæderne bleve sølede i Blod og bleve opbrændte som det, der fortæres med Ild.

Thi et Barn er født os, en Søn er given os, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder, og hans Navn kaldes Underlig, Raadgiver, vældige Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.

Dette Fyrstendømmes og Freds Storhed (skal være) uden Ende over Davids Throne og over hans Rige, til at befæste det og til at opholde det med Ret og Retfærdighed; fra nu og indtil evig (Tid) skal den Herre Zebaoths Nidkjærhed gjøre dette.

Herren haver sendt et Ord i Jakob, og det er faldet i Israel.

Og Folket altsammen, det skal fornemme (det), Ephraim og Indbyggerne i Samaria, thi de sige af Hovmodighed og stort Mod:

Teglstene ere faldne, men vi ville bygge med huggen Steen, Morbærtræer ere afhugne, men vi ville sætte Cedertræer derfor.

Thi Herren skal ophøie Rezins Modstandere over ham, og sætte hans Fjender tilsammen,

de Syrer fortil, og de Philister bagtil, og de skulle æde Israel med fuld Mund; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.

Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.

Derfor haver Herren afhugget af Israel Hoved og Hale, Green og Siv paa een Dag.

En gammel og en anseelig Person, han er Hovedet, men en Prophet, som lærer Løgn, han er Halen.

Thi de, som prise dette Folk saligt, forføre det, og de, som ere priste salige derudi, opsluges.

Derfor kan Herren ikke glæde sig over dets unge Karle, og ei forbarme sig over dets Faderløse og dets Enker; thi hver er en Øienskalk og Ond, og hver Mund taler Daarlighed; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.

Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.

Landet er formørket i den Herre Zebaoths Grumhed, og Folket er som det, der fortæres af Ild, de skulle ikke spare, den Ene den Anden.

Og der skal man skjære (i Stykker) paa den høire Side, og (dog) hungre, og der skal man æde paa den venstre Side, men de skulle (dog) ikke mættes; de skulle æde, hver sin Arms Kjød,

Manasse Ephraim, og Ephraim Manasse, de med hverandre (skulle være) imod Juda; i alt dette vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.