Jakobus, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, hilser de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen.

Mine Brødre, agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser,

vidende, at eders Troes Forsøgelse virker Taalmodighed.

Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa eder fattes Intet.

Men dersom Nogen af eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham.

Men han bede med Tro, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en Havsbølge, der røres og drives af Vinden.

Thi ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren.

En tvesindet Mand (er) ustadig i alle sine Veie.

Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,

men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.

Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.

Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.

Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.

Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;

derefter, naar Begjærligheden haver undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.

Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!

Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra, og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.

Efter sin Beslutning fødte han os formedelst Sandheds Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

Derfor, mine elskelige Brødre! være hvert Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;

thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.

Derfor aflægger al Skidenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, (og) som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige.

Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.

Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit naturlige Ansigt i et Speil;

thi han betragtede sig selv, og gik bort og glemte strax, hvordan han var.

Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne, der ikke er bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.

Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.

En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.