Israels Huus! hører det Ord, som Herren taler om eder.

Saa sagde Herren: I skulle ikke lære (at vandre) paa Hedningernes Vei, og ikke forskrækkes for Himmelens Tegn; thi Hedningerne skulle forskrækkes for dem.

Thi Hedningernes Skikke ere Forfængelighed selv; thi man afhuggede Træ i en Skov, (til at vorde) en Mesters Hænders Gjerning, med Øxen.

Han smykker det med Sølv og med Guld; man fæster det med Søm og med Hammere, at det ikke vakler.

De ere som et Palmetræ, af drevet (Arbeide), men kunne ikke tale; de maae jo bæres, thi de kunne ikke gaae; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gjøre Ondt, og der er heller ingen (Magt) hos dem til at gjøre Godt.

Der er Ingen som du, o Herre! du er stor, og dit Navn er stort med Styrke.

Hvo skal ikke frygte dig, du Hedningernes Konge? thi det tilkommer dig; thi iblandt alle Hedningernes Vise og i alt deres Rige er Ingen som du.

Og de ere tilsammen ufornuftige og handle daarligen; saadant et Træ er en forfængelig Underviisning.

Hamret Sølv føres fra Tharsis, og Guld fra Uphas, en Mesters og Guldsmeds Hænders Gjerning; deres Klæder ere fiolblaae og Purpur, de ere alle de Vises Gjerninger.

Men den Herre Gud er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden skal bæve for hans Vrede; og Hedningerne kunne ikke taale hans Fortørnelse.

Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have gjort Himmel og Jord, de skulle omkomme af Jorden og fra (at være) under disse Himle.

(Han er den,) som gjorde Jorden ved sin Kraft, som beredte Jorderige ved sin Viisdom og udbredte Himlene ved sin Forstand.

Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.

Hvert Menneske bliver ufornuftigt (og har) ikke Kundskab, hver Guldsmed er beskjæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billede er Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.

De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.

Jakobs Deel er ikke som disse; thi han er den, som haver dannet alle Ting, og Israel er hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.

Sank dit Kjøbmandskab af Landet, du, som boer i Befæstningen!

Thi saa sagde Herren: See, jeg vil bortkaste (som af en Slynge) Landets Indbyggere denne Gang, og trænge dem, paa det de skulle finde det.

Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.

Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.

Thi Hyrderne ere ufornuftige og søgte ikke Herren; derfor handle de ikke klogeligen, og al deres Fødes (Hjord) er adspredt.

See, der kommer en Lyd, som høres, og en stor Bevægelse fra Nordenland, til at gjøre Judæ Stæder til en Ødelæggelse, til Dragers Bolig.

Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.

Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.

Udøs din Grumhed over Hedninger, som ikke kjende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have ædet Jakob, ja ædet ham og fortæret ham, og ødelagt hans Bolig.