Herren lader foreholde sit Folk de Velgjerninger, han før havde beviist dem, og klager over deres meget store Utaknemmelighed og Afguderi
Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
Gak hen, og raab for Jerusalems Øren og siig: Saa siger Herren: Jeg kommer dig ihu, (ja) din Ungdoms Miskundhed (og) dine Trolovelsers Kjærlighed, da du gik efter mig i Ørken, i Landet, som ikke var saaet,
(da) Israel var Herrens Helligdom, hans Førstegrøde; Alle, som vilde æde ham, bleve dømte skyldige (for Gud), Ulykke maatte komme paa dem, siger Herren.
Hører Herrens Ord, Jakobs Huus og alle Israels Huses Slægter!
Saa sagde Herren: Hvad have eders Fædre fundet for Uret hos mig, at de holdt sig langt fra mig, og de vandrede efter Forfængelighed og ere blevne forfængelige?
Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
Og jeg førte eder ind udi et dyrket Land, at æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom (derind), da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
Præsterne sagde ikke: Hvor er Herren? og de, som omgikkes med Loven, kjendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig, og Propheterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.
Derfor maa jeg endnu trætte med eder, siger Herren, og med eders Børnebørn maa jeg trætte.
Thi drager over til Kithims Øer og seer, og sender til Kedar og mærker saare (nøie) og seer, om der er skeet (Saadant), som dette.
Mon Hedningerne have skiftet, (sine) Guder, som dog ikke vare Guder? og mit Folk haver skiftet sin Herlighed for det, som ikke kan gavne.
I Himle, forskrækkes saare over dette, og forfærdes, (ja) bliver saare øde, siger Herren.
Thi mit Folk gjorde tvende onde Ting: De forlode mig, den levende Vandkilde, at hugge sig Brønde, (ja) sønderbrudte Brønde, som ikke kunde holde Vand.
Herren lader dem forkynde sin Straf ved Nebucadnezar, hvorfra Ægypterne ei skulde hjælpe dem
Er (da) Israel en Tjener? eller er han en hjemmefødt Træl? hvorfor er han bleven til Rov?
Unge Løver brøle over ham, de udgave deres Røst, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at Ingen boer deri.
Tilmed Nophs Børn og Thachphanes, de skulle sønderbryde din Hovedisse.
Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
Og nu, hvad haver du (at gjøre) paa Ægypti Vei for at drikke Sichors Vand? og hvad haver du (at gjøre) paa Assurs Vei for at drikke Flodens Vand?
Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
Han klager over deres Ondskab, Løgn, Hykleri og store Afguderi, Ubodfærdighed, Stolthed, Blodsudgydelse og andre Synder
Da jeg havde fra fordum (Tid) sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, da sagde du: Jeg vil ikke tjene (dem mere); dog løb du om paa alle ophøiede Høie og under hvert grønt Træ (som) en Skjøge.
Men jeg, jeg havde plantet dig til en (ædel) Viinqvist, (som skulde) ganske (være) en trofast Sæd; og hvorledes er du (saa) omvendt for mig til forvendte (Qviste) af et fremmed Viintræ?
Thi om du end vilde toe dig med Salpeter og tage dig megen Sæbe, (da) er (dog) din Misgjerning fuld af Pletter for mit Ansigt, siger den Herre Herre.
Hvorledes (tør) du sige: Jeg er ikke ureen, jeg vandrede ikke efter Baalim? see din Vei i Dalen, kjend, hvad du haver gjort, du lette Veiløber, der løber hid og did paa dine (egne) Veie!
(Som) et vildt Æsel, (der er) vant i Ørken, (saa) tog hun Luft (til sig) efter sin Sjæls Begjæring, (ja efter) sin Leilighed; hvo kan vende hende? alle de, som søge hende, skulle ikke blive trætte, de skulle finde hende, (endog) i hendes Maaneds (Tid).
Hold din Fod tilbage fra (at løbe) barfodet, og din Strube fra Tørst; men du sagde: (Det er) forloret; ikke (saa), thi jeg haver elsket Fremmede, og efter dem vil jeg gaae.
Ligesom en Tyv beskjæmmes, naar han findes, saa ere de af Israels Huus blevne tilskamme, de, deres Konger, deres Fyrster og deres Præster og deres Propheter,
som sige til Træet: Du er min Fader, og til Stenen: Du avlede mig; thi de vendte Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid skulle de sige: Staa op og frels os!
Hvor ere da dine Guder, som du haver gjort dig? lad dem staae op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!
Hvorfor ville I trætte imod mig? I have alle gjort Overtrædelse imod mig, siger Herren.
Jeg slog eders Børn forgjæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Propheter, ligesom en fordærvende Løve.
O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, (eller) en Brud sine Hovedbaand? og mit Folk haver glemt mig utallige Dage.
Hvorfor vil du holde din Vei god, da du søger Kjærlighed? ja du haver endogsaa lært de onde Qvinder dine Veie.
Tilmed findes paa dine Flige de fattige uskyldige Sjæles Blod; jeg fandt det ikke, der de brøde ind, men paa alle disse (dine Flige sees det).
Dog sagde du: Fordi jeg er uskyldig, er visseligen hans Vrede vendt fra mig; see, jeg vil gaae irette med dig, fordi du siger: Jeg haver ikke syndet.
Hvorfor løber du (saa) meget bort for at omskifte din Vei? (men) du skal ogsaa beskjæmmes af Ægypten, ligesom du beskjæmmedes af Assyrien.
Du skal ogsaa udgaae herfra, og dine Hænder (skulle være) paa dit Hoved; thi Herren forkaster (al) din Tillid, og du skal ikke faae Lykke derved.