Imod Ammons Børn: Saa sagde Herren: Haver Israel ikke Børn, eller haver han ingen Arving? hvorfor eier Malkom Gad, og hans Folk boer i dens Stæder?

Derfor, see, Dagene ere komne, siger Herren, da jeg vil lade høre et Krigsskrig over Ammons Børns Rabba, og den skal være til en øde Dynge, og dens tilhørende (Stæder) skulle antændes med Ild; men Israel skal eie dem, som eie ham, sagde Herren.

Hyl, Hesbon! thi Ai er ødelagt, skriger, I Rabbas Døttre! ombinder Sække, græder og løber omkring hos Gjærderne; thi Malkom skal gaae at bortføres, hans Præster og hans Fyrster tillige.

Hvi roser du dig af Dalene? din Dal er bortflydt, du forvendte Datter! hun forlod sig paa sit Liggendefæ (og tænkte): Hvo skal komme til mig?

See, jeg lader komme Frygt over dig, siger den Herre, Herre Zebaoth, fra Alle, (som ere) trindt omkring dig; og I skulle blive fordrevne, hver hen for sig, og (der skal) Ingen (være), som skal samle dem, som flye.

Men derefter vil jeg vende Ammons Børns Fængsel, siger Herren.

Imod Edom: Saa sagde den Herre Zebaoth: (Er der) ikke Viisdom ydermere i Theman? Raad er borte fra de Forstandige, deres Viisdom er bleven unyttig.

Flyer, vender eder, boer i de dybe (Stæder), I Indbyggere i Dedan! thi jeg lader Esaus Fordærvelse komme over ham til den Tid, jeg hjemsøger ham.

Om Viinhøstere komme over dig, skulle de ikke lade (nogle) Viinqviste blive tilovers; om Tyve (komme) om Natten, skulle de fordærve (det, som er) dem nok.

Thi jeg, jeg haver blottet Esau, aabenbaret hans lønlige (Stæder), og han kan ikke skjule sig; hans Sæd er ødelagt, og hans Brødre og hans Naboer, og der er Ingen (igjen).

Forlad dine Faderløse, jeg, jeg vil lade dem leve, og dine Enker skulle forlade sig paa mig.

Thi saa sagde Herren: See, de, som ikke vare dømte til at drikke af Bægeret, skulle jo drikke, og skulde du selv aldeles holdes uskyldig? du skal ikke holdes uskyldig, men visselig drikke.

Thi jeg haver svoret ved mig (selv), siger Herren, at Bozra skal blive til Forskrækkelse, til Forhaanelse, til Ørk og til Forbandelse, og alle dens Stæder skulle blive til Ørkener evindeligen.

Jeg haver hørt et Rygte fra Herren, og der er sendt Bud iblandt Hedningerne: Samler eder og kommer over dem, og gjører eder rede til Krigen.

Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.

Din Trodsighed haver bedraget dig, (ja) dit Hjertes Hovmodighed, du, som boer i Klippens Rifter, som haver indtaget det Høie af en Høi; om du end gjorde din Rede (saa) høit som Ørnen, vil jeg (dog) kaste dig ned derfra, siger Herren.

Og Edom skal blive til en Forskrækkelse; hver, som gaaer frem for den, skal forskrækkes og hvidsle over alle dens Plager.

Ligesom Sodom og Gomorra og dens Naboer ere omkastede, sagde Herren, (saa) skal ingen Mand boe der, og intet Menneskes Søn være fremmed i den.

See, han kommer op som en Løve fra den høie Jordan imod en stærk Bolig, thi jeg vil gjøre, at man i et Øieblik skal løbe fra den; og hvo er den unge Karl, som jeg vil beskikke imod den? thi hvo er som jeg, og hvo kan sætte mig Tid for, og hvo er den Hyrde, som kan staae for mit Ansigt?

Derfor hører Herrens Raad, som han haver raadslaget imod Edom, og hans Tanker, som han haver tænkt imod Themans Indbyggere: Mon ikke de Mindste af Hjorden skulle slæbe dem? mon han ikke skal ødelægge deres Bolig tilligemed dem?

For deres Falds Lyd bævede Jorden, der var Skrig, deres Røst er hørt ved det røde Hav.

See, han skal fare op som Ørnen, og flyve og udbrede sine Vinger over Bozra, og paa den samme Dag skal de Vældiges Hjerte i Edom være ligesom en beængstet Qvindes Hjerte.

Imod Damascus: Hamath og Arphad er beskjæmmet, thi de hørte et ondt Rygte, de ere smeltede; hos Havet er Bekymring, man kan ikke være der stille.

Damascus haver ladet (Hænderne) synke, den haver vendt sig til at flye, og Forfærdelse haver betaget den; Angest og Smerter have grebet den som hende, der føder.

Hvor er den ikke forladt, den berømte Stad, min Glædes By!

Derfor skulle dens unge Karle falde paa dens Gader, og alle Krigsmændene skulle udryddes paa den samme Dag, siger den Herre Zebaoth.

Og jeg vil antænde en Ild paa Murene i Damascus, og den skal fortære Benhadads Paladser.

Imod Kedar og Hazors Riger, hvilke Nebucadnezar, Kongen af Babel, slog: Saa sagde Herren: Staaer op, drager op til Kedar og ødelægger de Folk imod Østen!

Man skal tage deres Pauluner og deres Hjorde; deres Gardiner og alle deres Redskaber og deres Kameler skal man tage med sig, og man skal raabe over dem Rædsel trindt omkring.

Flyer, vanker saare hid og did, boer i de dybe (Stæder), I Hazors Innbyggere! siger Herren; thi Nebucadnezar, Kongen af Babel, haver raadslaget et Raad imod eder, og tænkt en Tanke over eder.

Staaer op, drager op til et Folk, (som er) roligt, som boer tryggeligen, siger Herren; det haver hverken dobbelte Porte eller Stænger, de boe alene.

Og deres Kameler skulle blive til Rov, og deres Fæes Mangfoldighed til Bytte; jeg vil adsprede dem i alle Vinde, (indtil) de Yderste i Hjørnet; og fra alle Sider vil jeg lade deres Fordærvelse komme, siger Herren.

Og Hazor skal vorde til Dragers Bolig, en Ødelæggelse evindelig; der skal ingen Mand boe, og intet Menneskes Søn være fremmed derudi.

Herrens Ord, som skede til Jeremias, Propheten, imod Elam, i Begyndelsen af Zedekias, Judæ Konges, Regjering, sigende:

Saa sagde den Herre Zebaoth: See, jeg sønderbryder Elams Bue, deres Styrkes Begyndelse.

Og jeg vil lade de fire Vinde fra de fire Himmelens Hjørner komme over Elam, og adsprede dem i alle disse samme Vinde, og der skal intet Folk være, hvorhen ei (Nogen) af de Fordrevne af Elam skal komme.

Og jeg vil knuse Elam for deres Fjenders Ansigt og for deres Ansigt, som søge efter deres Liv, og lade Ulykke komme over dem i min grumme Vrede, siger Herren; og jeg vil sende Sværdet efter dem, indtil jeg haver gjort Ende med dem.

Og jeg vil sætte min Throne i Elam, og derfra vil jeg lade omkomme Konge og Fyrster, siger Herren.

Og det skal skee i de sidste Dage, da vil jeg omvende Elams Fængsel, siger Herren.