Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og seer dog og kjender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde (Nogen), om der er Nogen, som gjør Ret, som søger efter Sandhed; saa vil jeg tilgive den.

Og om de (end) sige: (Saa vist som) Herren lever! saa sværge de dog falskeligen.

Herre! monne dine Øine ikke (see) efter Sandhed? du slog dem, men de følte ingen Smerte, du fortærede dem, de vægrede sig ved at annamme Tugt; de forhærdede deres Ansigt mere end en Klippe, de vægrede sig for at vende om.

Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret.

Jeg vil gaae til de Store og tale med dem, thi de, de vide Herrens Vei, deres Guds Ret; men de, de havde tilhobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

Derfor haver en Løve af Skoven slaget dem, en Ulv om Aftenen skal forstyrre dem, en Parder vaager (og lurer) mod deres Stæder; hver den, som udgaaer af dem, skal sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvendelser ere blevne (saare) mange.

Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset.

De stode aarle op som velfodrede Heste, de vrinskede, hver ad sin Næstes Hustru.

Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren, og skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk, som dette er?

Farer op paa dens Mure og fordærver (dem), men gjører ikke aldeles Ende (med dem); borttager deres Qviste, thi de ere ikke Herrens.

Thi Israels Huus og Judæ Huus have været heel troløse mod mig, siger Herren.

De negtede Herren og sagde: Han er det ikke, og Ulykke skal ikke komme paa os, og Sværd og Hunger skulle vi ikke see;

ja Propheterne skulle blive til Veir, og (Herrens) Ord skal ikke være i dem; det skal skee dem selv saaledes.

Derfor, saa sagde Herren, den Zebaoths Gud: Efterdi I sige dette Ord, see, da gjør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.

See, jeg vil lade et Folk komme langt fra over eder, Israels Huus! siger Herren; det er et haardt Folk, det er et Folk, (som haver været til) fra gammel Tid, et Folk, hvis Tungemaal du ikke skal kjende, og ikke forstaae, hvad det skal tale,

hvis Kogger er som en aabnet Grav; de ere allesammen vældige.

Og det skal fortære din Høst og dit Brød, (som) dine Sønner og dine Døttre skulde have ædet, det skal fortære dine Faar og dine Øxne, det skal fortære dit Viintræ og dit Figentræ; det skal gjøre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, fattige formedelst Sværdet.

Dog jeg vil i de samme Dage, siger Herren, ikke (aldeles) gjøre Ende paa eder.

Og det skal skee, om I sige: Hvorfor gjorde Herren vor Gud alle disse Ting ved os? da skal du sige til dem: Ligesom I forlode mig og tjente den Fremmedes Guder i eders Land, saa skulle (I og) tjene Fremmede i et Land, som ikke er eders.

Kundgjører dette i Jakobs Huus, og lader det høres i Juda, saa der siges:

Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.

Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.

Men dette Folk haver et modvilligt og gjenstridigt Hjerte, de ere afvegne og gik bort.

Og de sagde ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, han, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; han skal bevare os Ugerne, (ja) de beskikkede Høsttider.

Eders Misgjerninger bortvende disse Ting, og eders Synder forhindre det Gode fra eder.

Thi der findes Ugudelige iblandt mit Folk: (hver) seer til, som Fuglefængere stille sig; de stille en fordærvelig (Snare), de ville fange Folk.

Som et Fuglebuur er fuldt af Fugle, saa ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.

De ere blevne fede (og) glindse, de overgik ogsaa en Onds Handeler; de udførte ingen Sag, (ja ikke) den Faderløses Sag, og havde (dog) Lykke, og de skaffede ikke de Fattige Ret.

Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?

En forskrækkelig og gruelig Ting skeer i Landet:

Propheterne spaae Løgn, og Præsterne herske formedelst dem, og mit Folk elsker Saadant; men hvad ville I gjøre paa det Sidste deraf?