I Benjamins Børn! samler eder (og flyer) midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Thekoa, og opreiser et Baal over Beth-Cherem; thi en Ulykke lader sig see af Norden, og en stor Forstyrrelse.

Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).

Til hende skulle Hyrder komme og deres Hjorde; de slaae Pauluner trindt omkring imod hende, de afæde, hver sin Plads.

Helliger en Krig imod hende, staaer op og lader os drage op om Middagen; vee os! thi Dagen vender sig, thi Aftenskygger udstrække sig.

Staaer op og lader os drage op om Natten og fordærve hendes Paladser.

Thi saa sagde den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne og opkaster en Vold imod Jerusalem; denne er den Stad, som er hjemsøgt, der (findes) idel Fortrykkelse inden i den.

Som en Brønd udvælder sit Vand, saa lod hun udvælde sin Ondskab; Vold og Ødelæggelse blev hørt i den, Sygdom og Slag er stedse for mit Ansigt.

Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.

Saa sagde den Herre Zebaoth: De skulle vist eftersanke som paa et Viintræ det Overblevne af Israel; omvend din Haand som den, der afplukker (Viindruer) til Kurvene.

For hvem skal jeg tale og vidne, at de (dog) vilde høre? see, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt (derpaa); see, Herrens Ord var dem til en Spot, de havde ikke Lyst til det.

Og jeg er fuld af Herrens Vrede, jeg er træt af at holde mig fra at udøse (den baade) over de spæde Børn paa Gaden og over de unge Karles hemmelige Raad tillige; thi baade Mand og Qvinde, den Gamle og den, som har fyldt (sine) Dage, skulle fanges.

Og deres Huse skulle tilvendes Andre, (ja) Agre og Qvinder tillige; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.

Thi Enhver er saare gjerrig, fra den Mindste af dem indtil den Største af dem, og fra Prophet og indtil Præst bedrive de allesammen Løgn.

Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som om den havde været ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

Ere de (vel) beskjæmmede (derfor), at de gjorde Vederstyggelighed? ja, de skammede sig aldeles intet og vidste ikke, at de skulde være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de støde sig, siger Herren.

Saa sagde Herren: Staaer paa Veiene, og seer til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vei mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaae.

Jeg haver og opsat Vægtere over eder, (sigende:) Giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.

Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ere hos dem.

Du Jord, hør til! see, jeg fører Ulykke over dette Folk, (som er) deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.

Hvortil skulde mig komme Virak fra Scheba, og den gode Calmus fra et langt fraliggende Land? Eders Brændoffere ere ikke velbehagelige, og eders Offere behage mig ikke.

Derfor, saa sagde Herren: See, jeg vil sætte Stød for dette Folk, og Fædre og Børn skulle støde sig derpaa tilhobe, Naboen og hans Staldbroder skulle omkomme.

Saa sagde Herren: See, der skal komme et Folk fra et Land fra Norden, og et stort Folk skal opvækkes fra Jordens Sider.

De skulle tage fat paa Bue og Glavind; (det er) et grumt (Folk), og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle ride paa Heste, rustede som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!

Vi have hørt Rygte derom, vore Hænder ere nedsjunkne; Angest haver betaget os, (ja) Smerte, som hendes, der føder.

Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke paa Veien; thi der er Fjendens Sværd, (ja) Rædsel trindt omkring.

O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.

Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.

De ere alle afvegne (og) modvillige, (og) vandre (som) Bagvaskere, de ere Kobber og Jern; de, de ere allesammen Fordærvere.

Pusteren er opbrændt, Blyet er fortæret af Ild; man har forgjæves flitteligen smeltet, thi de Onde ere ikke fraskilte.

Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren haver forkastet dem.