Det Ord, som skede fra Herren til Jeremias, der han sagde:

Staa i Herrens Huses Port, og du skal raabe der dette Ord og sige: Hører Herrens Ord, alle I af Juda! I, som indgaae ad disse Porte til at tilbede for Herren.

Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Bedrer eders Veie og eders Idrætter, saa vil jeg lade eder boe paa dette Sted.

Forlader eder ikke paa løgnagtige Ord, at de sige: Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel ere disse (Ting).

Men dersom I alvorlig bedre eders Veie og eders Idrætter, og I gjøre Ret imellem Mand og hans Næste,

(og) I gjøre den Fremmede, Faderløse og Enken ingen Vold, og udøse ikke uskyldigt Blod paa dette Sted, og vandre ikke efter andre Guder, eder til Ulykke,

da vil jeg lade eder boe paa dette Sted, i Landet, som jeg gav eders Fædre, fra Evighed til Evighed.

See, I forlade eder paa løgnagtige Ord, som ikke gavne.

Skulde I stjæle, slaae ihjel og bedrive Hor og sværge falskeligen, og gjøre Røgelse for Baal og vandre efter fremmede Guder, som I ikke kjende?

Og I kom (dog) og stode for mit Ansigt i dette Huus, som er kaldet efter mit Navn, og sagde: Vi ere befriede; paa det (I siden kunde) gjøre alle disse Vederstyggeligheder.

Mon dette Huus, som er kaldet efter mit Navn, være en Røverhule for eders Øine? ja jeg, see, jeg haver seet det, siger Herren.

Men gaaer dog til mit Sted, som var i Silo, der hvor jeg lod mit Navn boe i Begyndelsen, og seer, hvad jeg haver gjort ved det for mit Folks Israels Ondskabs Skyld.

Og nu, fordi I gjøre alle disse Gjerninger, siger Herren, og jeg haver talet til eder tidligen og ideligen, og I hørte ikke, og jeg kaldte ad eder, og I svarede ikke,

da vil jeg gjøre ved dette Huus, som er kaldet efter mit Navn, paa hvilket I forlade eder, og det Sted, som jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg gjorde ved Silo.

Og jeg vil bortkaste eder fra mit Ansigt, ligesom jeg bortkastede alle eders Brødre, den ganske Ephraims Sæd.

Og du, du skal ikke bede for dette Folk, og ikke opløfte (din Røst med) Skrig eller Bøn, og ikke møde mig (med Bøn) for dem; thi jeg hører dig ikke.

Seer du ikke, hvad de gjøre i Judæ Stæder og paa Jerusalems Gader?

Børnene opsanke Træ, og Fædrene optænde en Ild, og Qvinderne ælte Deig at lave Himmelens Dronning Kager, og udøse Drikoffere for andre Guder, til at gjøre mig Fortræd.

Monne de, de gjøre mig Fortræd (dermed)? siger Herren, monne de ikke (gjøre) sig (selv Fortræd) til deres Ansigters Blusel?

Derfor sagde den Herre Herre saaledes: See, min Vrede og min Grumhed er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr, og over Træer paa Marken og over Landets Frugt, og den skal brænde og ikke udslukkes.

Saa sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud: Lægger eders Brændoffere til eders Slagtoffere, og æder Kjød.

Thi jeg haver ikke talet med eders Fædre, ei heller befalet dem paa den Dag, jeg udførte dem af Ægypti Land, om Brændoffere og Slagtoffere.

Men denne Ting befoel jeg dem, sigende: Hører paa min Røst, saa vil jeg være eders Gud, og I, I skulle være mit Folk; og I skulle vandre paa hver den Vei, som jeg befaler eder, at det maa gaae eder vel.

Men de hørte ikke, bøiede ei heller deres Øre, men vandrede (i deres egne) Raad, i deres onde Hjertes Stivhed, og de holdt sig bag (mig) og ikke for (mit) Ansigt.

Fra den Dag, der eders Fædre udgik af Ægypti Land, indtil denne Dag, da sendte jeg til eder alle mine Tjenere, Propheterne, dagligen, tidligen og ideligen.

Men de hørte mig ikke, bøiede ei heller deres Øre, men de forhærdede deres Nakke, de gjorde værre end deres Fædre.

Og du skal tale til dem alle disse Ord, og de skulle ikke høre dig, og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.

Og du skal sige til dem: Dette er et Folk, som ikke hører paa Herrens deres Guds Røst, og ei annammer Tugt; Sandheden er omkommen og udryddet af deres Mund.

Klip din Fraskillelses (Haar) af og kast (det) bort, og opløft et Klagemaal paa de høie (Steder); thi Herren haver forkastet og forladt den Slægt, (som) hans Fortørnelse (er imod).

Thi Judæ Børn gjorde det, (som er) ondt for mine Øine, siger Herren; de satte deres Vederstyggeligheder i Huset, som er kaldet efter mit Navn, til at besmitte det.

Og de byggede Thophets Høie, som ere i Ben-Hinnoms Dal, til at opbrænde deres Sønner og deres Døttre med Ilden, hvilket jeg ikke haver budet, ei heller er opkommet i mit Hjerte.

Derfor, see, de Dage komme, siger Herren, at man ikke mere skal kalde det Thopheth og Ben-Hinnoms Dal, men Mordets Dal, og de skulle begrave i Thopheth, fordi der (ellers) ikke er Rum.

Og dette Folks Kroppe skulle være Himmelens Fugle og Dyr paa Jorden til Spise, og der skal Ingen forfærde dem.

Og jeg vil lade ophøre fra Judæ Stæder og fra Gaderne i Jerusalem Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst; thi Landet skal være øde.