Gid mit Hoved var Vand, og mit Øie en Graads Kilde! da vilde jeg begræde Dag og Nat mit Folks Datters Ihjelslagne.

Gid jeg havde i Ørken et Herberge (som for) de Veifarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaae fra dem; thi de ere allesammen Horkarle, som handle troløst, (endog) paa Forbudsdagen.

Og de spænde deres Tunge som deres Bue til Løgn, og de blive Vældige i Landet, ikke ved Sandhed; men de udgaae fra det (ene) Onde til det andet og kjende mig ikke, siger Herren.

Forvarer eder, hver for sin Ven, og forlader eder ikke paa nogen Broder; thi hver Broder skuffer visseligen, og hver Ven vandrer (som) en Bagvasker.

Og de handle bedrageligen, hver mod sin Ven, og tale ikke Sandhed; de lære deres Tunge at tale Løgn, de gjøre sig Møie for at forvende (Retten).

Du boer midt i Bedrageri, (og) for Bedrageri vægre de sig ved at kjende mig, siger Herren.

Derfor sagde den Herre Zebaoth saaledes: See, jeg vil smelte dem og prøve dem; thi hvorledes skal jeg (ellers) gjøre imod mit Folks Datter?

Deres Tunge er en Slagtepiil, den talede Bedrageri; med sin Mund taler (Enhver vel) Fred med sin Ven, men i sit Hjerte ligger han paa Luur efter ham.

Skulde jeg ikke hjemsøge dem for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk som dette?

Jeg maa opløfte (Røsten med) Graad og Klage paa Bjergene, og (med) Klagemaal paa Græsgangene i Ørken; thi de ere forbrændte, saa der gaaer Ingen igjennem, og man hører ikke Lyd af Fæ; baade Himmelens Fugle og Dyr, de ere bortfløine, de ere bortgangne.

Og jeg vil gjøre Jerusalem til Steenhobe, til Dragers Bolig, og jeg vil gjøre Judæ Stæder til en Ødelæggelse, at Ingen skal boe der.

Hvo er den Mand, som er viis og forstaaer dette? og til hvem haver Herrens Mund talet, at han kan kundgjøre det, hvorfor Landet er fordærvet, er forbrændt som en Ørk, at der gaaer Ingen igjennem?

Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,

men vandrede efter deres Hjertes Stivhed og efter Baalim, som deres Fædre lærte dem,

derfor sagde den Herre Zebaoth, Israels Gud, saaledes: See, jeg vil bespise dem, nemlig dette Folk, med Malurt og give dem Galdevand at drikke.

Og jeg vil adsprede dem iblandt Hedningerne, hvilke de eller deres Fædre ikke kjendte, og jeg vil sende Sværdet efter dem, indtil jeg faaer gjort Ende paa dem.

Saa sagde den Herre Zebaoth: Betragter (dette) og kalder ad Klageqvinder, at de komme, og skikker efter vise Qvinder, at de komme,

og (at) de skynde sig og opløfte Røsten med Klage over os, at vore Øine kunne rinde med Graad, og vore Øienlaage flyde med Vand.

Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.

Men hører, I Qvinder! Herrens Ord, og eders Øre antage hans Munds Ord; og lærer eders Døttre (at holde) Klage, og (hver) Qvinde sin Næste (at holde) Klagemaal.

Thi Døden er opstegen i vore Vinduer, er kommen i vore Paladser, til at udrydde spæde Børn udenfor, de unge Karle af Gaderne.

Tal: Saa siger Herren: Menneskers Kroppe skulle ligge som Møg ovenpaa Marken, og som et Neg efter Høstmanden, hvilket Ingen sanker.

Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;

men hvo, som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaaer og kjender mig, at jeg er Herren, som gjør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger Herren.

See, de Dage komme, siger Herren, at jeg vil hjemsøge hver Omskaaren tilligemed den, som haver Forhud:

Ægypten og Juda og Edom og Ammons Børn og Moab og alle de Yderste i Hjørnet, de, som boe i Ørken; thi alle Hedningerne have Forhud, men alt Israels Huus, de have Forhud paa Hjertet.