Der var en Mand i Uz Land, hans Navn var Job, og den samme Mand var fuldkommen og oprigtig, og som frygtede Gud og veg fra det Onde.

Og ham bleve fødte syv Sønner og tre Døttre.

Og hans Fæ var syv tusinde Faar og tre tusinde Kameler og fem hundrede Par Øxne og fem hundrede Aseninder, og saare meget Tyende, og den samme Mand var mægtigere end alle de Folk mod Østen.

Og hans Sønner gik hen og gjorde Gjæstebud, hver i sit Huus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem.

Og det skede, naar Gjæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem, og stod aarle op om Morgenen og offrede Brændoffere efter deres alles Tal; thi Job sagde: Maaskee mine Sønner have syndet og bandet Gud i deres Hjerte; saaledes gjorde Job alle de Dage.

Og det skede paa en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.

Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaae omkring i Landet, og fra at vandre om derudi.

Og Herren sagde til Satan: Haver du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er Ingen som han i Landet, en fuldkommen og oprigtig Mand, som frygter Gud og som viger fra det Onde.

Men Satan svarede Herren og sagde: Mon Job frygter Gud uden Aarsag?

Haver du, du ei sat Gjærde om ham og om hans Huus og om alt det, han haver, trindt omkring? du haver velsignet hans Hænders Gjerning, og hans Fæ haver (i Mangfoldighed) udbredt sig i Landet.

Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?

Og Herren sagde til Satan: See, alt det, han haver, være i din Haand, aleneste læg ikke din Haand paa ham (selv). Da gik Satan ud fra Herrens Ansigt.

Og det skede en Dag, da hans Sønner og hans Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus,

da kom der et Bud til Job og sagde: Øxnene pløiede, og Aseninderne gik i Græsset ved Siden af dem.

Da faldt de af Scheba ind og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.

Der denne endnu talede, da kom den (Anden) og sagde: Guds Ild faldt af Himmelen og blev optændt paa Faarene og paa Drengene, og fortærede dem; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.

Der denne endnu talede, da kom den (Tredie) og sagde: Chaldæerne gjorde tre Hobe, og overfaldt Kamelerne og toge dem, og sloge Drengene med skarpe Sværd; og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.

(Men) der denne endnu talede, da kom den (Fjerde) og sagde: Dine Sønner og dine Døttre aade og drak Viin i deres førstefødte Broders Huus.

Og see, der kom et stort Veir fra hiin Side Ørken og stødte an mod Husets fire Hjørner, at det faldt paa Drengene, og de døde, og jeg er aleneste undkommen, jeg, jeg alene, for at give dig det tilkjende.

Da opstod Job og sønderrev sin Kappe og klippede sit Hoved, og faldt paa Jorden og nedbøiede sig (for Gud).

Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!

I alt dette syndede Job ikke og tillagde Gud ikke (nogen) Uviished.