Da svarede Eliphas, den Themaniter, og sagde:

Skal en Viis svare med Kundskab, (som er ikkun) Veir, og opfylde sin Bug med Østenvind?

idet han beviser med Ord, (som) ikke kan gavne, og med Taler, som man ikke kan have Gavn af.

Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.

Thi din Misgjerning lærer din Mund, og du udvælger de Trædskes Tunge.

Din Mund dømmer dig at være ugudelig, og ikke jeg; og dine Læber svare mod dig.

Mon du være født (som) det første Menneske, og er du avlet førend Høiene?

Mon du haver hørt paa Guds hemmelige Raad, eller er Viisdom dragen fra (Andre ind) til dig?

Hvad veed du, som vi skulde ikke vide? hvad forstaaer du, og det skulde ikke være hos os?

Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.

Er Guds megen Trøst ringe for dig, og det Ord, som han haver hemmeligen talet med dig?

Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?

at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?

Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?

See, han kan ikke troe sine Hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øine;

hvor meget mere er den Mand vederstyggelig og stinkende (for ham), der drikker Uretfærdighed som Vand?

Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,

det, de Vise have kundgjort og ikke dulgt, (det, de fik) af deres Fædre,

dem Landet blev givet alene, og der gik ikke (nogen) Fremmed igjennem midt iblandt dem.

En Ugudelig, han bæver alle Dage, og (faa) Aar i Tallet ere henlagte til en Tyran.

En Lyd af (mange) Forskrækkelser er for hans Øren; i Fred (frygter han sig, at) en Ødelægger skal komme over ham.

Han kan ikke troe, at han skulde komme tilbage af Mørke, og (mener, at) han er udseet (til at omkomme) ved Sværd.

Han vanker hid og did efter Brød, hvor det er; han veed, at Mørkheds Dag er tilrede hos ham.

Angest og Nød forfærde ham; de overvælde ham som en Konge, der er rede til Striden;

thi han haver udrakt sin Haand imod Gud, og har vældigen sat sig op imod den Almægtige.

Han løber med (en oprakt) Hals imod ham, med sine tykke (og) høie Skjolde;

thi han haver skjult sit Ansigt med Fedme og gjort Folder paa (sin) Lænd.

Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.

Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.

Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.

Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.

Før hans Dag (kommer), skal den opfyldes, og hans Green skal ikke grønnes.

Som et Viintræ skal han afryste sine sure Druer, og kaste som et Olietræ sit Blomster.

Thi en Øienskalks Forsamling (skal blive) eenlig, og Ild skal fortære de Pauluner, (som ere byggede) af Skjenk.

De undfange Møie og føde Uret, og deres Bug bereder Svig.