Da svarede Job og sagde:

Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.

Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?

Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæl var i min Sjæls Sted! jeg kunde (og) sammenføie (mange) Ord imod eder og ryste over eder med mit Hoved.

(Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).

(Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?

Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.

At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.

Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.

De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.

Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.

Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.

Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.

Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).

Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.

Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,

alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.

(O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!

Ja nu, see, mit Vidne er i Himmelen, og den, som vidner med mig, er i de høie Steder.

Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.

Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!

Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.