Job igjentager sit Klagemaal over sin Jammer og over sine Venner, og sin Begjæring at maatte fremføre Sagen for Gud selv, og beraaber sig paa andre Guds Børn, som maatte være af lige Mening med ham

Verse 1

Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.

Verse 2

Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?

Verse 3

Kjære, sæt du mig Borgen hos dig; hvo er (der ellers), som giver sin Haand i min Haand?

Verse 4

Thi du haver skjult deres Hjerte fra Forstand, derfor skal du ikke ophøie dem.

Verse 5

(Naar) En vil kundgjøre (Noget) for Venner med smigrende (Læber), da skulle hans Børns Øine fortæres.

Verse 6

Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).

Verse 7

Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.

Verse 8

For dette maae de Oprigtige forskrækkes, og den Uskyldige opvækkes mod en Øienskalk.

Verse 9

Dog, den Retfærdige skal holde ved sin Vei, og den, som haver rene Hænder, skal faae mere Styrke.

igjendriver sine Venners daarlige Trøst, som de gave ham om timelig Lyksalighed, dersom han omvendte sig, dermed, at alt Haab var ude for ham i denne Verden

Verse 10

Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.

Verse 11

Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.

Verse 12

De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.

Verse 13

Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.

Verse 14

Jeg siger til Forraadnelsen: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

Verse 15

Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?

Verse 16

De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.