Men Job svarede og sagde:

Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.

Og sandeligen, om jeg end haver faret vild, da bliver (jo) min Vildfarelse hos mig.

(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.

Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.

See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.

Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).

Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.

Hans Tropper kom tillige og banede deres Vei imod mig, og de leirede sig trindt omkring mit Paulun.

Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.

Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.

De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.

Min Aand var fremmed for min Hustru, og jeg maa bede til mit Livs Børn om Naade.

Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.

Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.

Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.

Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?

Gid mine Taler maatte nu blive skrevne! gid de kunde prentes i en Bog!

Gid de kunde udhugges med en Jernstiil og med Bly i en Klippe til evig (Tid)!

Thi jeg veed, at min Frelser lever, og den Sidste skal staae paa Støvet.

Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,

hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.

Sandelig, I skulle sige: Hvorfor forfølge vi ham? thi Roden til Handelen er funden i mig.

Frygter eder for Sværdet; thi (der kommer) Hastighed af Misgjerninger, (som fortjene) Sværd, paa det I skulle kjende, at der er Ret til.