Men Job svarede og sagde:

Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.

Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.

Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?

Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.

Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.

Hvorfor leve de Ugudelige, blive gamle, ja veldige i Formue?

Deres Sæd er stadfæstet for deres Ansigt med dem, og deres Afkom er for deres Øine.

Deres Huse have Fred uden Frygt, og Guds Riis er ikke over dem.

Hans Tyr befrugter og bortkaster ikke (Sæden), hans Ko kalver og er ikke ufrugtbar.

De udsende deres unge Børn som en Faarehjord, og deres Børn springe.

De opløfte (deres Røst) ved Tromme og Harpe, og glæde sig ved Orgels Lyd.

De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.

Dog sagde de til Gud: Vig fra os, thi vi have ikke Lyst til dine Veies Kundskab.

Hvo er den Almægtige, at vi skulle tjene ham? eller hvad Gavn skulle vi have (deraf), at vi møde ham (med Bøn)?

(Dog) see, deres Gode er ikke i deres Haand; de Ugudeliges Raad er langt fra mig.

Hvor tidt udslukkes de Ugudeliges Lygte, og deres Ulykke kommer over dem, (idet Gud) uddeler dem Smerter i sin Vrede!

De blive som Straa for Veiret, og som Avnen, den en Hvirvelvind bortstjæler.

Gud gjemmer hans Uret til hans Børn, han betaler ham, at han fornemmer det.

Hans Øine see hans Fordærvelse, og han drikker af den Almægtiges Hastighed.

Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?

Mon man kan lære Gud Kundskab, da han, han dømmer de Høie?

Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.

Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.

Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.

De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.

See, jeg kjender eders Tanker, ja eders (underfundige) Tanker, (med hvilke) I gjøre Vold imod mig;

at I ville sige: Hvor er den Ædles Huus, og hvor er de Ugudeliges Boligers Paulun?

Have I ikke adspurgt dem, som gaae forbi paa Veien, og kjende I ikke deres Tegn?

at en Ond spares til Ulykkens Dag; de skulle henføres til (den grumme) Vredes Dag.

Hvo vil forkynde hans Vei for hans Ansigt? naar han, han gjør (Noget), hvo vil betale ham?

Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.

Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.

Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? thi der er Overtrædelse tilovers i (alt) eders Svar.