Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:

(Saa vist som) Gud lever, som haver borttaget min Ret, og den Almægtige, som haver beskeligen bedrøvet min Sjæl,

alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,

skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.

Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.

Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.

Min Fjende skal vorde som en Ugudelig, og den, som opreiser sig imod mig, som en Uretfærdig.

Thi hvad er en Øienskalks Forventelse, naar (Gud) afskjærer (ham)? thi Gud skal oprykke hans Sjæl.

Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

Kan han forlyste sig over den Almægtige? kan han kalde altid paa Gud?

Jeg vil lære eder ved Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

See, I alle, I have seet det; hvorfor ville I da vorde saa aldeles forfængelige?

Denne er et ugudeligt Menneskes Deel hos Gud, og Tyranners Arv, som de skulle faae af den Almægtige:

Haver han mange Børn, (da skulle de komme) til Sværdet, og hans Afkom skal ikke mættes af Brød.

Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.

Naar han sanker Sølv som Støv, og bereder Klæder som Leer,

da skal han (vel) berede det, men den Retfærdige skal iføre sig det, og den Uskyldige skal dele Pengene.

Han byggede sit Huus som Møl, og som en Hytte, (hvilken) en Vogter gjør.

Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).

Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.

Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.

Man skal klappe med sine Hænder over ham, og hvisle over ham fra hans Sted.