Verse 1
Thi Sølvet haver (sin) Udgang, og Guldet har sit Sted, hvor de luttre det.
Verse 2
Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kobber.
Verse 3
En Ende haver han sat for Mørkhed, og det Yderste paa Alting undersøger han, ja, de Stene, (hvor) Mørkhed og Dødens Skygge er.
Verse 4
Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.
Verse 5
Af Jorden fremkommer Brød, og derunder omvæltes der som (af) Ild.
Verse 6
Dens Stene ere Sted til Saphir, og den har Guldstøv (udi sig).
Verse 7
Det er en Sti, som ingen Fugl haver kjendt, og ingen Skades Øie seet.
Verse 8
De hovmodige (Dyrs) Unger have ikke traadt paa den, ingen (grum) Løve haver gaaet over den.
Verse 9
Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
Verse 10
Han adskiller Klipperne, (at der blive) Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare.
Verse 11
Han binder for Floderne, at ikke en Draabe (kommer derud), og udfører de skjulte Ting deraf til Lyset.
Verse 12
Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
Verse 13
Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.
Verse 14
Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
Verse 15
Man kan ikke give det tætte (Guld) for den, ei heller veie Sølv for dens Værd.
Verse 16
Den kan ikke agtes ved (kosteligt) Guld af Ophir, ved den dyrebare Onyx og Saphir.
Verse 17
Guld og Krystal kan ikke vurderes lige ved den, man kan ikke vexle den (til sig) for Kar af (fiint) Guld.
Verse 18
Coraller og Ædelstene skulle ikke ihukommes; thi Viisdom er langvarigere end Perler.
Verse 19
Topaser af Morland kunne ikke vurderes lige med den, den kan ikke agtes ved det rene (kostelige) Guld.
Verse 20
Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?
Verse 21
Thi den er skjult for alle Levendes Øine, den er og skjult for Fuglene under Himmelen.
Verse 22
Fordærvelse og Død sige: Vi hørte dens Rygte med vore Øren.
Verse 23
Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
Verse 24
Thi han, han skuer indtil Jordens Ender; han seer under al Himmelen.
Verse 25
Der han gjorde Vægt for Veiret og veiede Vandet med en Maade,
Verse 26
der han gjorde Regnen (en vis) Skik, og Vei til Lynet, (som gaaer) foran Torden,
Verse 27
da saae han den og talte den, beredte den og undersøgte den ogsaa.
Verse 28
Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.