Job viser, at Menneskene vel havde stor Forstand paa Verdens Viisdom og forunderlige Gjerninger

Verse 1

Thi Sølvet haver (sin) Udgang, og Guldet har sit Sted, hvor de luttre det.

Verse 2

Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kobber.

Verse 3

En Ende haver han sat for Mørkhed, og det Yderste paa Alting undersøger han, ja, de Stene, (hvor) Mørkhed og Dødens Skygge er.

Verse 4

Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.

Verse 5

Af Jorden fremkommer Brød, og derunder omvæltes der som (af) Ild.

Verse 6

Dens Stene ere Sted til Saphir, og den har Guldstøv (udi sig).

Verse 7

Det er en Sti, som ingen Fugl haver kjendt, og ingen Skades Øie seet.

Verse 8

De hovmodige (Dyrs) Unger have ikke traadt paa den, ingen (grum) Løve haver gaaet over den.

Verse 9

Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.

Verse 10

Han adskiller Klipperne, (at der blive) Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare.

Verse 11

Han binder for Floderne, at ikke en Draabe (kommer derud), og udfører de skjulte Ting deraf til Lyset.

men at den sande Viisdom er ikke i alle disse Ting at finde, ei heller nogen av dem at ligne med den

Verse 12

Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?

Verse 13

Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.

Verse 14

Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.

Verse 15

Man kan ikke give det tætte (Guld) for den, ei heller veie Sølv for dens Værd.

Verse 16

Den kan ikke agtes ved (kosteligt) Guld af Ophir, ved den dyrebare Onyx og Saphir.

Verse 17

Guld og Krystal kan ikke vurderes lige ved den, man kan ikke vexle den (til sig) for Kar af (fiint) Guld.

Verse 18

Coraller og Ædelstene skulle ikke ihukommes; thi Viisdom er langvarigere end Perler.

Verse 19

Topaser af Morland kunne ikke vurderes lige med den, den kan ikke agtes ved det rene (kostelige) Guld.

Verse 20

Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?

Verse 21

Thi den er skjult for alle Levendes Øine, den er og skjult for Fuglene under Himmelen.

Verse 22

Fordærvelse og Død sige: Vi hørte dens Rygte med vore Øren.

Gud har den, og har beviist den i sine Gjerninger, og gir dem Viisdom, som ham frygte

Verse 23

Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.

Verse 24

Thi han, han skuer indtil Jordens Ender; han seer under al Himmelen.

Verse 25

Der han gjorde Vægt for Veiret og veiede Vandet med en Maade,

Verse 26

der han gjorde Regnen (en vis) Skik, og Vei til Lynet, (som gaaer) foran Torden,

Verse 27

da saae han den og talte den, beredte den og undersøgte den ogsaa.

Verse 28

Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.