Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.

Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.

(De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),

de, som oprykkede Katoste ved en Busk, og Enebærtræers Rødder var deres Brød,

de uddreves midt derfra, man skreg mod dem som mod en Tyv.

(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.

Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,

(de, som vare) en Daares Børn, ja den Navnløses Børn, som vare udjagne af Landet.

Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.

De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.

Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.

De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.

De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).

De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.

Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.

Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.

Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.

Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.

Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.

Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.

Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.

Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.

Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).

Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.

Dog, der jeg forventede Godt, da kom det Onde, og der jeg haabede Lys, da kom Mørkhed.

Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.

Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.

Jeg er Dragernes Broder, og de unge Strudsers Staldbroder.

Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.

Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.