Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?

Thi hvad er den Deel, (som) Gud (giver her) oven af, og den Arv, (som) den Almægtige (giver) af de høie Steder?

Mon ikke Ulykke (er beredt) for den Uretfærdige, ja en usædvanlig (Straf) for den, som gjør Uret?

Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?

Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,

saa maa han veie mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal kjende min Fuldkommenhed.

Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,

da maa jeg saae, men en Anden æde det, og min Afkom maa oprykkes med Rod.

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Qvinde, eller jeg haver luret ved min Næstes Dør,

da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.

Thi det er en Skjændsel, og det er en Misgjerning for Dommerne.

Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig,

hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?

Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?

Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,

og haver jeg ædet min Mundbid for mig alene, saa at den Faderløse ikke aad deraf,

— thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —

dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,

dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,

da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.

Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.

Dersom jeg haver sat Guld til mit Haab, eller sagt til det (kostelige) Guld: Du er min Tillid,

dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,

dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,

og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,

— det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —

dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,

— jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —

dersom ikke Mændene i mit Paulun have sagt: Hvor finder man Nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kjød?

— (ja) en Fremmed maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for den Veifarende —

dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,

sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.

Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.

(Hvad gjælder,) om jeg ikke (da) vilde optage den paa min Axel, (ja,) binde den omkring mig som Kroner?

Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.

Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,

dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,

da opvoxe mig Tornebuske istedetfor Hvede, og Ukrud istedetfor Byg! Jobs Ord have Ende.