Kan du jage Rov til en gammel Løve og opfylde de unge Løvers Liv,

naar de lægge sig ned i (deres) Boliger (og) blive i Hulen til at lure?

Hvo kan berede Ravnen dens Spise, naar dens Unger skrige til Gud, (naar) de fare hid og did, fordi de have Intet at æde?

Veed du Tiden, naar Steengjederne føde? haver du taget vare paa, naar Hinderne ville føde?

Kan du tælle de Maaneder, som de opfylde, eller veed du Tiden, naar de føde,

(naar) de bøie sig, (naar) de føde deres Unger, (og) udlade (det, de have) Smerte af?

Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken; de gaae ud og komme ikke tilbage til dem.

Hvo haver ladet det vilde Æsel gaae frit, og hvo løste Skovæslets Baand?

hvilket jeg haver givet den slette Mark til sit Huus, og et salt (Land) til sine Boliger.

Det leer ad Stadens Bulder, det hører ikke Driverens megen Fnysen.

Hvad det opsøger paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det Grønne.

Mon en Eenhjørning skal ville være din Tjener? mon den skal blive Natten over ved din Krybbe?

Kan du binde en Eenhjørning til Furen med dens Reb? mon den skal harve Dalene efter dig?

Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor, og kan du lade dit Arbeide ligge paa den?

Kan du troe den til, at den skulde føre dig din Sæd hjem og samle (den) i din Lade?

(Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?

at den forlader sine Æg paa Jorden, og varmer dem i Støvet,

og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem (istykker), og et (vildt) Dyr paa Marken søndertræde dem.

Den handler haardt med sine Unger, (ligesom de vare) ikke dens; dens Arbeide er forgjæves, (fordi den er) uden Frygt.

Thi Gud haver ladet den glemme Viisdom, og haver ikke deelt Forstand med den.

Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.

Kan du give Hesten Styrke, eller iføre dens Hals med Vrinsken?

Kan du gjøre, at den bevæges som en Græshoppe? dens Næses Magt er heel forfærdelig.

(Dens Fødder) grave i Dalen, og den glæder sig ved sin Kraft; den kan udgaae imod den, (som bærer) Rustning.

Den leer ad Frygten og forskrækkes ikke, og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

(Naar) Pilekoggeret klinger over den, ja det blinkende (Jern) paa Spyd og Glavind,

da opkaster den Jord med (heftig) Bevægelse og Fnysen, og troer ikke, at det er Trompetens Lyd.

Naar Trompeten noksom (lyder), siger den: Hui! og lugter Krigen langtfra, (ja) Fyrsternes Bulder og Skrig.

Flyver Spurvehøgen efter din Forstand (og) udbreder sine Vinger mod Sønden?

Mon det er efter din Befaling, at Ørnen flyver høit og ophøier sin Rede?

Den boer paa en Klippe og bliver (der) om Natten, paa en spids Klippe og i et fast (Sted).

Derfra opsporer den Spise, dens Øine see sig om langt borte fra.

Og dens Unger drikke Blod, og hvor der ere Ihjelslagne, der er den.

Og Herren svarede Job og sagde:

At trætte med den Almægtige, (er det) Klogskab? hvo, der straffer Gud, den skal svare til det.

Da svarede Job Herren og sagde:

See, jeg er ringe, hvad skal jeg give (dig til Svar) igjen? jeg haver lagt min Haand paa min Mund.

Jeg haver talet eengang, men vil ikke svare (mere), og to Gange, men vil ikke blive ved (at svare).