Der er Ingen (saa) grum, at han tør opvække den, og hvo er da den, der vilde bestaae for mit Ansigt?

Hvo er kommen mig tilforn, at jeg skulde betale (ham det)? hvad der er under al Himmelen, det er mit.

Jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens store Styrkes Beskaffenhed og dens Skikkelses Yndelighed.

Hvo haver opslaaet Overdelen af dens Klæder? hvo tør komme med dobbelt Bidsel (til den)?

Hvo haver opladt dens Ansigts Døre? dens Tænder ere forfærdelige trindt omkring.

(Dens) stærke Skjolde ere prægtige, (hvert af dem) er tillukket (som) med et fast Segl.

Det ene er (saa) nær ved det andet, at der ikke kan komme Veir imellem dem.

De hænge, det ene ved det andet, de fatte sig (tilhobe) og adskilles ikke (fra hverandre).

Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.

Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.

Af dens Næsebor udgaaer Røg som af en sydende Gryde og Kjedel.

Dens Aande kan stikke Ild paa Kul, og en Lue udgaaer af dens Mund.

I dens Hals bliver Styrke varagtig, og Angest hopper for ved den.

Dens Kjøds Stykker hænge ved (hverandre); det er fast paa den, det kan ikke bevæges.

Dens Hjerte er fast som en Steen, ja fast som et Stykke af den underste (Møllesteen).

For dens Høihed grue de Stærke; fordi den sønderbryder (Alt), rense de sig fra Synd.

Antaster (Nogen) den med Sværd, (da) bestaaer det ikke, (ei heller) Spyd, Kastegevær eller Pantser.

Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.

Der skal ingen Piil jage den paa Flugt, Slyngestene ere blevne forvandlede for den til Halm.

Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.

Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.

Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.

Den gjør, at Stien skinner efter den, saa man maatte holde Afgrunden for graa.

Der er Ingen, som kan lignes ved den paa Jorden, den, som er skabt (til at være) uden Rædsel.

Den seer (ned paa) alt Høit, den er en Konge over alle Hovmodige.