Job klager over sin store og svare Pine og Smerte

Verse 1

Men Job svarede og sagde:

Verse 2

Gid min Harm maatte veies, og man vilde opløfte min Ulykke tilsammen i Vægtskaaler!

Verse 3

Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.

Verse 4

Thi den Almægtiges Pile ere i mig, hvis Forgift min Aand drikker; Guds Forfærdelser ere stillede mod mig.

Verse 5

Mon et vildt Æsel skryder over Græsset? eller skulde en Oxe brøle over sit Foder?

Verse 6

Mon det Usmagendes kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det Hvide om Æggeblommen?

Verse 7

Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.

ønsker sig Døden, fordi han ei kunde udholde det længere

Verse 8

Gid min Begjæring maatte komme, og Gud vilde give (mig) mit Haab,

Verse 9

og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!

Verse 10

Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.

Verse 11

Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?

Verse 12

Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?

Verse 13

Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?

Verse 14

Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.

klager over sine Venners ubillige Medfart og Utroskab imod ham, og formaner dem til at betænke Sagen bedre

Verse 15

Mine Brødre have skuffet som en Bæk, de fare forbi som Bækkenes Strøm,

Verse 16

der ere sorte af Iis, over hvilke der skjules med Snee.

Verse 17

Paa den Tid, de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da udslettes de af deres Sted.

Verse 18

Deres Veies Stier løbe afsides ud, de fare op til Intet og omkomme.

Verse 19

Man seer til (dem) paa Stierne til Thema, de, som gaae til Scheba, vente paa dem.

Verse 20

De bluedes derved, at de havde forladt sig (paa dem); de kom til dem og bleve beskjæmmede.

Verse 21

Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.

Verse 22

Mon jeg haver sagt: Giver mig hid, og skjænker (Noget) for min Skyld af eders Formue?

Verse 23

eller redder mig af Fjendens Haand, og forløser mig af Tyranners Haand?

Verse 24

Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.

Verse 25

Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?

Verse 26

Skulde I optænke Ord til at straffe? og skulde den Mistrøstiges Taler (agtes som) et Veir?

Verse 27

Ja, I overfalde den Faderløse, og grave (en Grav) imod eders Næste.

Verse 28

Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og (lader det komme) for eders Ansigt, om jeg lyver.

Verse 29

Kjære, omvender eder, lader Uretfærdighed ikke være (hos eder), ja, omvender eder, endnu (skal) min Retfærdighed (kjendes) i den (Sag).

Verse 30

Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde forstaae, (hvad) Ondskaber (ere)?