Blæser i Trompeten i Zion, og raaber høit paa min Helligheds Bjerg, alle Landets Indbyggere skulle bæve; thi Herrens Dag kommer, thi den er nær.

En mørk og dunkel Dag, en Dag med Sky og stor Mørkhed, er som Morgenrøden udbredt over Bjergene, et stort og mægtigt Folk, hvis Lige haver ikke været fra Verdens (Begyndelse) og ei heller skal være efter det, saa mange Aar (der er) Slægt efter anden til.

En Ild fortærer foran det, og efter det skal en Lue optænde; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en (meget) øde Ørk, og Ingen skal undkomme for det.

Dets Skikkelse er som Hestes Skikkelse, og som Ryttere skulle de rende.

De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.

Folkene skulle bæve for dets Ansigt; alle Ansigter skulle blive ganske sorte.

De skulle løbe som de Vældige, og stige op paa Muren som Krigsmænd; og de skulle drage, hver paa sine Veie, og ikke forvende deres Stier.

Og de skulle ikke fortrykke, den Ene den Anden, de skulle gaae, hver paa sin banede Vei, og de skulle falde over Vaaben, men ikke saares.

De skulle løbe om i Staden, løbe paa Muren, opstige i Husene; de skulle komme ind igjennem Vinduerne som en Tyv.

Jorden bæver for deres Ansigt, Himmelen bæver; Sol og Maane blive sorte, og Stjernerne forholde deres Skin.

Thi Herren udgiver sin Røst for sin Hær, thi hans Leir er saare stor, thi den er mægtig, som skal udrette hans Ord; thi Herrens Dag er stor og saare forfærdelig, og hvo kan taale den?

Nu derfor siger Herren ogsaa: Vender om til mig i eders ganske Hjerte, og med Faste og med Graad og med Hylen.

Og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren eders Gud; thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed, og angrer det Onde.

Hvo veed? han maatte vende om og angre det, og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig (til) Madoffer og Drikoffer for Herren eders Gud.

Blæser i Trompeten udi Zion; helliger en Faste, udraaber en Forbudsdag.

Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker Gamle, samler spæde Børn og den, som dier Brysterne; en Brudgom gaae ud af sit Kammer, og en Brud af sit Brudehuus.

Præsterne, Herrens Tjenere, skulle græde imellem Forhuset og Alteret, og de skulle sige: Herre! spar dit Folk, og giv ikke din Arv til Skjændsel, at Hedningerne skulle herske over dem; hvorfor skulle de sige iblandt Hedningerne: Hvor er deres Gud?

Saa skal Herren være nidkjær for sit Land og spare sit Folk.

Og Herren skal svare og sige til sit Folk: See, jeg sender eder Kornet og Mosten og Olien, og I skulle mættes dermed, og jeg vil ikke ydermere give eder til Skjændsel iblandt Hedningerne.

Og den fra Norden vil jeg drive langt bort fra eder, og bortstøde ham i et tørt og (meget) øde Land, hans Ansigt mod Havet i Øster, og hans Ende til det yderste Hav; og hans Stank skal opfare, og hans onde Lugt skal opfare, thi han tog sig store Ting for at gjøre.

Frygt ikke, du Land! fryd dig og vær glad; thi Herren haver taget sig store Ting for at gjøre.

Frygter ikke, I Dyr paa Marken! thi Græsgangene i Ørken udgive Græs; thi (hvert) Træ bærer sin Frugt, Figentræerne og Viintræerne give deres Formue.

Og I, Zions Børn! fryder og glæder eder i Herren eders Gud, thi han haver givet eder den Retfærdigheds Lærer, og han skal lade nedfare til eder Regn, ja tidlig Regn og sildig Regn i den første (Maaned).

Og Loerne skulle være fulde med Korn, og Persekarrene løbe over med Most og (fersk) Olie.

Og jeg vil give eder Aarene igjen, som Græshoppen, Oldenborren og Kornormen og Kaalormen aade, (som vare) min store Hær, som jeg havde sendt paa eder.

Og I skulle æde og mættes og love Herrens eders Guds Navn, som haver handlet med eder i underlige (Maader), og mit Folk skal ikke beskjæmmes evindeligen.

Og I skulle fornemme, at jeg er midt i Israel, og jeg er Herren eders Gud, og Ingen ydermere, og mit Folk skal ikke beskjæmmes evindeligen.