Jesus kom da sex Dage før Paaske til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde.

Da beredte de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var En af dem, som sadde tilbords med ham.

Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardussalve, og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt.

Da sagde en af hans Disciple, Judas, Simons (Søn), Ischarioth, som sidenefter forraadte ham:

Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet Fattige?

Men dette sagde han, ikke fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen, og bar, hvad derudi blev lagt.

Da sagde Jesus: Lad hende med Fred; den (Salve) haver hun forvaret til min Begravelses Dag.

Thi I have altid Fattige hos eder, men mig have I ikke altid.

Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde.

Men de Ypperstepræster raadsloge om, at de vilde og slaae Lazarus ihjel;

thi for hans Skyld gik Mange af Jøderne hen og troede paa Jesum.

Den anden Dag, der den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,

toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels Konge!

Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig paa det, som der er skrevet:

Frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl.

Men dette forstode hans Disciple i Begyndelsen ikke; men der Jesus var forklaret, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

Men Folket, som var med ham, vidnede, at han havde kaldet Lazarus af Graven og opreist ham fra de Døde.

Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.

Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette Intet; see, (al) Verden er gaaet efter ham.

Men der vare nogle Grækere af dem, som vare komne op for at tilbede paa Høitiden.

Disse gik da til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesum.

Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige det atter til Jesum.

Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.

Sandelig, sandelig siger jeg eder: Uden at Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det alene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt.

Hvo, som elsker sit Liv, skal miste det, og hvo, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

Om Nogen vil tjene mig, da følge han mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min Sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! dog, derfor er jeg kommen til denne Time.

Fader, herliggjør dit Navn! Der kom da en Røst af Himmelen: Baade haver jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.

Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: En Engel talede til ham.

Jesus svarede og sagde: Denne Røst skede ikke for min Skyld, men for eders Skyld.

Nu holdes Dom over denne Verden; nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud.

Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.

— Men han sagde dette for at betegne, hvad Død han skulde døe. —

Folket svarede ham: Vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen; og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? Hvo er denne Menneskens Søn?

Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos eder. Vandrer den Stund, I have Lyset, at Mørke ikke skal overfalde eder; og hvo, som vandrer omkring i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.

Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Disse Ting talede Jesus, og gik bort og skjulte sig for dem.

Men alligevel han havde gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham,

at Propheten Esaias Tale skulde fuldkommes, som han haver sagt: Herre, hvo haver troet det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?

Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter:

Han haver forblindet deres Øine og forhærdet deres Hjerte, at de ikke skulde see med Øinene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem.

Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.

Dog alligevel troede Mange, endog af de Øverste, paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen.

Thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

Men Jesus raabte og sagde: Hvo, som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig haver udsendt;

og hvo, som seer mig, seer den, som mig haver udsendt.

Jeg, et Lys, er kommen til Verden, for at hver den, som troer paa mig, skal ikke blive i Mørket.

Og om Nogen hører mine Ord og troer ikke, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, haver den, som ham dømmer; det Ord, som jeg haver talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

Thi jeg haver ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig haver udsendt, han haver givet mig Befaling, hvad jeg skal sige og hvad jeg skal tale;

og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, det jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen haver sagt mig.