Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalena aarle, der det var endnu mørkt, til Graven, og saae, at Stenen var borttagen fra Graven.

Da løb hun og kom til Simon Peder og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.

Da gik Peder og den anden Discipel ud, og de kom til Graven.

Men de To løb tilsammen; og den anden Discipel løb foran, fastere end Peder, og kom først til Graven.

Og da han kigede ind, saae han Linklæderne ligge, men gik dog ikke ind.

Da kom Simon Peder, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Linklæderne ligge,

og Svededugen, som havde været paa hans Hoved, ikke liggende hos Linklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv.

Da gik derfor og den anden Discipel ind, som var kommen først til Graven, og saae og troede;

thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde.

Disciplene gik derfor atter hen til Deres.

Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; som hun da græd, kigede hun ind i Graven;

og hun saae to Engle sidde i hvide (Klæder), een ved Hovedet og een ved Fødderne, der hvor Jesu Legeme havde ligget.

Og de sagde til hende: Qvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: Fordi de have taget min Herre bort, og jeg veed ikke, hvor de have lagt ham.

Og der hun dette havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesum staae der; og hun vidste ikke, at det var Jesus.

Jesus siger til hende: Qvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du haver baaret ham bort, da siig mig, hvor du haver lagt ham, saa vil jeg tage ham.

Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! — hvilket betyder Mester. —

Jesus siger til hende: Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader, og til min Gud og eders Gud.

Men Maria Magdalena kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette.

Der det da var Aften den samme Dag, som var den første i Ugen, og Dørene vare lukkede der, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og siger til dem: Fred være med eder!

Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, da de saae Herren.

Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med eder! ligesom Faderen haver udsendt mig, saa sender og jeg eder.

Og der han havde sagt dette, aandede han paa dem og siger til dem: Annammer den Hellig-Aand!

Dersom I forlade Nogle deres Synder, ere de dem forladte; dersom I beholde Nogle deres (Synder), ere de dem beholdne.

Men Thomas, En af de Tolv, — hvilket (Navn) betyder Tvilling — var ikke med dem, der Jesus kom.

Derfor sagde de andre Disciple til ham: Vi have seet Herren. Men han sagde til dem: Uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder, og stukket min Finger i Naglegabet, og stukket min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe.

Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene vare lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med eder!

Derefter siger han til Thomas: Ræk din Finger hid og see mine Hænder, og ræk din Haand hid og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende.

Og Thomas svarede og sagde til ham: Min Herre og min Gud!

Jesus siger til ham: Efterdi du haver seet mig, Thomas, haver du troet; salige ere de, som ikke have seet og dog troet.

Mange andre Tegn haver da Jesus ogsaa gjort for sine Disciples Aasyn, hvilke ikke ere skrevne i denne Bog.

Men dette er skrevet, paa det at I skulle troe, at Jesus er Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn.