Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem.

Men der er en Dam i Jerusalem, ved Faareporten, den kaldes paa Ebraisk Bethesda og haver fem Buegange.

I dem laae en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres.

Thi en Engel foer paa visse Tider ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo, som da steg først ned, efterat Vandet var blevet sat i Bevægelse, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med.

Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom.

Der Jesus saae ham ligge (der), og vidste, at han havde allerede ligget i lang Tid, sagde han til ham: Vil du vorde sund?

Den Syge svarede ham: Herre! jeg haver ikke et Menneske, der kan kaste mig i Dammen, naar Vandet bliver bevæget; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden foran mig.

Jesus sagde til ham: Staa op, tag din Seng og gak.

Og strax blev Mennesket sundt, og tog sin Seng op og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag.

Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: Det er Sabbat, det er dig ei tilladt at tage Sengen med.

Han svarede dem: Den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: Tag din Seng op og gaa.

Da spurgte de ham: Hvo er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng op og gaa?

Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus unddrog sig, saasom der var meget Folk paa Stedet.

Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: See, du er bleven sund; synd ikke mere, at ikke noget Værre skal vederfares dig.

Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde helbredet ham.

Og derfor forfulgte Jøderne Jesum og søgte at slaae ham ihjel, fordi han havde gjort dette paa en Sabbat.

Men Jesus svarede dem: Min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider.

Derfor søgte da Jøderne end mere at slaae ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

Derfor svarede Jesus og sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet Intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa.

Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gjør; og han skal vise ham større Gjerninger end disse, saa at I skulle forundre eder.

Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil.

Thi Faderen dømmer ikke heller Nogen, men haver givet Sønnen al Dom,

paa det at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte.

Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvo, som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, haver et evigt Liv og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet.

Sandelig, sandelig siger jeg eder: Den Time kommer og er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve.

Thi ligesom Faderen haver Liv i sig selv, saaledes haver han og givet Sønnen at have Liv i sig selv;

og haver givet ham Magt ogsaa at holde Dom, fordi han er Menneskens Søn.

Forundrer eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst;

og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort Ondt, til Dommens Opstandelse.

Jeg kan slet Intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som haver Udsendt mig.

Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt.

Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig.

I have sendt til Johannes, og han haver vidnet for Sandheden.

Men jeg tager ikke Vidnesbyrd af et Menneske; dette siger jeg (kun), paa det I skulle frelses.

Han var et brændende og skinnende Lys; men I vilde til en Tid fryde eder i hans Lys.

Men jeg haver større Vidnesbyrd end Johannis (Vidnesbyrd); thi de Gjerninger, som Faderen haver givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen haver udsendt mig.

Og Faderen, som haver udsendt mig, haver selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst, eller seet hans Skikkelse.

Og I have ikke hans Ord blivende i eder; thi den, som han haver udsendt, ham troe I ikke.

I randsage Skrifterne, thi I mene, at I have et evigt Liv i dem; og de samme ere de, som vidne om mig.

Og I ville (dog) ikke komme til mig, at I kunne have Livet.

Jeg tager ikke Ære af Mennesker;

men jeg kjender eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i eder.

Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, ham skulle I annamme.

Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke!

Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er den, som eder anklager, Moses, paa hvem I haabe.

Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han haver skrevet om mig.

Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?