Men Jesus gik til Oliebjerget.

Men aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.

Men de Skriftkloge og Pharisæerne førte en Qvinde til ham, greben i Hor, og stillede hende frem.

Og de sagde til ham: Mester! denne Qvinde er greben paa frisk Gjerning i Hor.

Men Moses bød os i Loven, at Saadanne skulle stenes; men hvad siger du?

Men de sagde dette for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden.

Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: Den, som er syndeløs iblandt eder, kaste først Stenen paa hende.

Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden.

Men der de hørte det og vare overbeviste af Samvittigheden, gik de ud, Een efter den Anden, og begyndte fra de Ældste indtil de Yngste; og Jesus blev alene ladt tilbage, og Qvinden staaende midt (paa Pladsen).

Men da Jesus reiste sig op og saae Ingen uden Qvinden, sagde han til hende: Qvinde, hvor ere hine dine Anklagere? Haver Ingen fordømt dig?

Men hun sagde: Herre! Ingen. Men Jesus sagde til hende: Jeg fordømmer dig ei heller; gak bort og synd ikke mere.

Da talede Jesus atter til dem og sagde: Jeg er det Verdens Lys; hvo, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys.

Da sagde Pharisæerne til ham: Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.

Jesus svarede og sagde til dem: Om jeg og vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed, hvorfra jeg kom og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer og hvor jeg gaaer hen.

I dømme efter Kjødet, jeg dømmer Ingen.

Men dersom jeg og dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig.

Men der er og skrevet i eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.

Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig.

Derfor sagde de til ham: Hvor er din Fader? Jesus svarede: Hverken kjende I mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte mig, kjendte I og min Fader.

Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han lærte i Templet; og, Ingen greb ham, fordi hans Time var endnu ikke kommen.

Da sagde Jesus atter til dem: Jeg gaaer bort, og I skulle lede efter mig, og døe i eders Synd; der, hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme.

Da sagde Jøderne: Mon han vil dræbe sig selv, fordi han siger: Der, hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme?

Og han sagde til dem: I ere hernedenfra, jeg er herovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden.

Derfor haver jeg sagt eder, at I skulle døe i eders Synder; thi dersom I ikke ville troe, at jeg er (den, jeg er), skulle I døe i eders Synder.

Derfor sagde de til ham: Hvo er du? Og Jesus sagde til dem: Just det, som jeg siger eder.

Jeg haver Meget at tale og dømme om eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og de Ting, som jeg haver hørt af ham, dem siger jeg for Verden.

(Men) de forstode ikke, at han talede til dem om Faderen.

Derfor sagde Jesus til dem: Naar I faae ophøiet Menneskens Søn, da skulle I kjende, at jeg er (den, jeg er), og at jeg gjør Intet af mig selv, men som min Fader haver lært mig, saaledes taler jeg.

Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen haver ikke ladet mig alene, fordi jeg gjør altid de Ting, som ere ham behagelige.

Der han talede dette, troede Mange paa ham.

Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple;

og I skulle erkjende Sandheden, og Sandheden skal frigjøre eder.

De svarede ham: Vi ere Abrahams Afkom og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?

Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hver den, som gjør Synd, er Syndens Træl.

Men Trællen bliver ikke i Huset evindeligen; Sønnen bliver evindeligen.

Dersom da Sønnen faaer frigjort eder, skulle I være virkeligen frie.

Jeg veed, at I ere Abrahams Afkom; men I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos eder.

Jeg taler det, som jeg haver seet hos min Fader, saa gjøre I og det, som I have seet hos eders Fader.

De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger.

Men nu søge I at slaae mig ihjel, et Menneske, der haver sagt eder Sandheden, som jeg haver hørt af Gud; dette havde Abraham ikke gjort.

I gjøre eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: Vi ere ikke avlede i Hor; vi have een Fader, (nemlig) Gud.

Da sagde Jesus til dem: Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udgangen og kommer fra Gud; thi jeg er ingenlunde kommen af mig selv, men han haver udsendt mig.

Hvi forstaae I ikke min Tale? fordi I ikke kunne (taale at) høre mit Ord.

Den Fader, I ere af, er Djævelen, og I ville gjøre eders Faders Begjæringer. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgnen, taler han af sit Eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

Men fordi jeg siger Sandhed, troe I mig ikke.

Hvo af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke?

Hvo, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.

Da svarede Jøderne og sagde til ham: Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og haver Djævelen?

Jesus svarede: Jeg haver ikke Djævelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.

Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer.

Sandelig, sandelig siger jeg eder: Dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen.

Da sagde Jøderne til ham: Nu indsee vi, at du haver Djævelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: Dersom Nogen holder mit Ord, han skal ikke smage Døden evindeligen.

Mon du er større end vor Fader Abraham, som er død? og Propheterne ere døde; hvem gjør du dig selv til?

Jesus svarede: Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære Intet; min Fader er den, som giver mig Ære, om hvem I sige, at han er eders Gud.

Og I have ikke kjendt ham, men jeg kjender ham; og dersom jeg sagde: Jeg kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner, ligesom I. Men jeg kjender ham og holder hans Ord.

Abraham, eders Fader, frydede sig, at han skulde see min Dag; og han saae den og glædede sig.

Da sagde Jøderne til ham: Du er endnu ikke halvtredsindstyve Aar gammel, og haver (dog) seet Abraham?

Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Førend Abraham blev, er jeg.

Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig, og gik ud af Templet, og gik igjennem midt iblandt dem, og han undkom saaledes.