Og Samson gik til Assa, og han saae der en Qvinde, en Skjøge, og kom til hende.

Og man sagde til de Assiter: Samson er kommen hid, og de gik omkring og lurede paa ham den ganske Nat ved Stadsporten; men de vare stille den ganske Nat, sigende: Naar det bliver lyst imorgen, da ville vi slaae ham ihjel.

Og Samson laae indtil Midnatten, og han stod op om Midnat og tog fat paa Dørene af Stadens Port og paa begge Stolperne, og løftede dem op med Bommen og lagde dem paa sine Skuldre; og han bar dem op paa Bjergets Top, som er lige for Hebron.

Og det skede derefter, at han fik Kjærlighed til en Qvinde ved den Bæk Sorek; og hendes Navn var Dalila.

Og Philisternes Fyrster kom op til hende og sagde til hende: Lok ham og see, hvorudi hans store Kraft (bestaaer), og hvormed vi formaae Noget imod ham, saa ville vi binde ham for at plage ham; og vi ville give dig hver tusinde og hundrede (Sekel) Sølv.

Og Dalila sagde til Samson: Kjære, giv mig tilkjende, hvorudi din store Kraft (bestaaer), og hvormed du kan bindes, at man kan plage dig.

Og Samson sagde til hende: Dersom de bandt mig med syv grønne Bast, som ikke ere blevne tørre, da blev jeg svag og blev som et (andet) Menneske.

Da førte Philisternes Fyrster op til hende syv grønne Bast, som ikke vare tørre; og hun bandt ham med dem.

Og hun havde den, som lurede paa, siddende i Kammeret; og hun sagde til ham: Philisterne ere over dig, Samson! men han sønderrev Bastene, som en Traad af Blaar sønderrives, naar den finder Ilden, og hans Kraft blev ikke kjendt.

Da sagde Dalila til Samson: See, du har bedraget mig og sagt Løgn for mig; Kjære, giv mig nu tilkjende, hvormed du kan bindes.

Og han sagde til hende: Dersom de bandt mig fast med nye Reb, med hvilke ikke er gjort nogen Gjerning, da blev jeg svag og blev som et (andet) Menneske.

Da tog Dalila nye Reb og bandt ham med dem, og hun sagde til ham: Philisterne ere over dig, Samson! men hun havde den, som lurede paa, siddende i Kammeret; og han sønderrev dem af sine Arme som en Traad.

Og Dalila sagde til Samson: Hidindtil haver du bedraget mig og sagt Løgn for mig, giv mig dog tilkjende, hvormed du kan bindes; og han sagde til hende: Dersom du vævede mine syv Hovedlokker om Væverstangen.

Og hun fæstede dem til med en Nagle, og hun sagde til ham: Philisterne ere over dig, Samson! men han vaagnede op af sin Søvn og foer hen med Vævernaglen og med Væverstangen.

Og hun sagde til ham: Hvorledes kan du sige: Jeg elsker dig, da dit Hjerte ikke er med mig? nu har du tre Gange bedraget mig og ikke givet mig tilkjende, hvorudi din store Kraft (bestaaer).

Men det skede, der hun trængte ham alle Dage med sine Ord og plagede ham meget, da blev hans Sjæl bekymret indtil Døden.

Og han gav hende sit ganske Hjerte tilkjende og sagde til hende: Der kom ikke Ragekniv paa mit Hoved, thi jeg er en Guds Nasiræer fra min Moders Liv; dersom jeg rages, da viger min Kraft fra mig, og jeg bliver svag og bliver som alle (andre) Mennesker.

Der Dalila saae, at han havde givet hende alt sit Hjerte tilkjende, da sendte hun hen og lod kalde Philisternes Fyrster og sige: Kommer denne Gang op, thi han haver givet mig alt sit Hjerte tilkjende; da kom Philisternes Fyrster op til hende og førte Sølvet op i deres Haand.

Og hun lod ham sove paa sine Knæe, og kaldte ad en Mand og lod rage hans syv Hovedlokker af; og hun begyndte at plage ham, da var hans Kraft vegen fra ham.

Og hun sagde: Philisterne ere over dig, Samson! og han vaagnede op af sin Søvn og sagde: Jeg vil gaae ud, som (jeg har) mange Gange (gjort), og slide mig løs; men han, han vidste ikke, at Herren var vegen fra ham.

Men Philisterne grebe ham og stak hans Øine ud; og de førte ham ned til Assa og bandt ham med to Kobberlænker, og han malede i Fangernes Huus.

Og hans Hovedhaar begyndte at groe, der hvor han var raget.

Men Philisternes Fyrster samledes for at offre til deres Gud Dagon et stort Offer og at være glade; thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende Samson i vor Haand.

Og der Folket saae ham, da lovede de deres Gud, thi de sagde: Vor Gud har givet vor Fjende i vor Haand, og den, som ødelagde vort Land, og som gjorde vore Ihjelslagne mangfoldige.

Og det skede, der deres Hjerte var vel (tilmode), da sagde de: Kalder ad Samson og lader ham lege for os; da kaldte de Samson af Fangernes Huus, og han legede for deres Aasyn, og de stillede ham imellem Støtterne.

Men Samson sagde til den unge Karl, som holdt ham ved hans Haand: Lad mig hvile og lad mig føle paa de Støtter, som Huset staaer fast paa, at jeg kan hælde mig op til dem.

Og Huset var fuldt af Mænd og Qvinder, der vare og alle Philisternes Fyrster; og paa Taget vare ved tre tusinde Mænd og Qvinder, som saae til, da Samson legede.

Men Samson kaldte paa Herren og sagde: Herre, Herre! Kjære, kom mig ihu, og Kjære, styrk mig dog, o Gud! denne Gang, at jeg maa eengang hevne mig tilgavns paa Philisterne for begge mine Øines Skyld!

Og Samson greb omkring de to midterste Støtter, som Huset (stod) fast paa, og støttede sig derpaa; den ene var i hans høire, og den anden i hans venstre Haand.

Og Samson sagde: Min Sjæl døe med Philisterne! og han bøiede sig med Kraft; da faldt Huset paa Fyrsterne og paa alt Folket, som der vare udi; og de Døde vare flere, som han dræbte, der han døde, end som han dræbte i sit Liv.

Da kom hans Brødre ned, og hans Faders ganske Huus, og toge ham op, og førte ham op og begrove ham imellem Zora og Esthaol i hans Faders Manoahs Grav; men han havde dømt Israel tyve Aar.