Og Herrens Engel kom op fra Gilgal til Bochim og sagde: Jeg haver ført eder op af Ægypten og ført eder i det Land, som jeg svoer eders Fædre, og jeg sagde: Jeg vil ikke rygge min Pagt med eder i Evighed.

Og I skulle ikke gjøre Pagt med dette Lands Indbyggere, I skulle nedbryde deres Altere; men I hørte ikke min Røst; hvi have I gjort dette?

Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt, men de skulle være eder paa Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare.

Og det skede, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket deres Røst, og de græd.

Og de kaldte det samme Steds Navn Bochim, og de offrede Herren der.

Og der Josva havde ladet Folket fare, og Israels Børn vare gangne, hver til sin Arv, for at eie Landet,

da tjente Folket Herren, saalænge Josva levede, og saalænge de Ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde seet al Herrens store Gjerning, som han havde gjort mod Israel.

Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel,

og de havde begravet ham udi hans Arvs Landemærke, i Thimnath-Heres, paa Ephraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gaas,

og der al den samme Slægt var ogsaa forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kjendte Herren, ei heller den Gjerning, som han havde gjort mod Israel.

Da gjorde Israels Børn det Onde for Herrens Øine, og de tjente Baalim.

Og de forlode Herren, deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægypti Land, og vandrede efter andre Guder af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade for dem; og de opirrede Herren.

Ja, de forlode Herren og tjente Baal og Astharoth.

Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og de røvede dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand, trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaae for deres Fjenders Ansigt.

I alt det, som de udgik til, var Herrens Haand imod dem til det Onde, saasom Herren havde sagt, og saasom Herren havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.

Og Herren opreiste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.

Men de vare heller ikke deres Dommere lydige, thi de bedreve Hor efter andre Guder og tilbade for dem; de vege snart af fra den Vei, som deres Fædre havde vandret paa, at lyde Herrens Bud; de gjorde ikke saaledes.

Og naar Herren opreiste dem Dommere, da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders Haand, saalænge den Dommer levede; thi det angrede Herren for deres Sukkes Skyld over dem, som trængte dem og fortrykte dem.

Men det skede, naar den Dommer døde, da vendte de tilbage og fordærvede sig mere end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede for dem; de lode Intet falde af deres Gjerninger eller af deres haarde Vei.

Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,

da vil jeg og ikke ydermere fordrive Nogen fra deres Ansigt af Hedningerne, som Josva lod efter, der han døde;

at jeg kan forsøge Israel ved dem, om de ville tage vare paa Herrens Vei, at vandre i de Ting, saasom deres Fædre toge vare (derpaa), eller ei.

Saa lod Herren disse Hedninger blive, at han ikke snart fordrev dem; og han havde ikke givet dem i Josvæ Haand.