Og Israels Mænd havde svoret i Mizpa og sagt: Der skal Ingen af os give Benjamin sin Datter til Hustru.

Og Folket kom til Guds Huus, og de bleve der indtil Aftenen for Guds Ansigt; og de opløftede deres Røst og græd med en stor Graad.

Og de sagde: Herre, Israels Gud! hvorfor er dette skeet i Israel, at idag een Stamme savnes af Israel?

Og det skede om anden Dagen, da stod Folket aarle op, og de byggede der et Alter, og de offrede Brændoffere og Takoffere.

Og Israels Børn sagde: Hvo er den, som ikke er kommen op til Forsamlingen af alle Israels Stammer, til Herren? thi der var (gjort) en stor Ed imod den, som ikke kom op til Herren i Mizpa, saa der sagdes: Han skal visseligen dødes.

Og det angrede Israels Børn over Benjamin, deres Broder, og de sagde: Idag er een Stamme afhuggen af Israel.

Hvad ville vi gjøre ved dem, som ere overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi vi, vi have svoret ved Herren, at vi ikke skulle give dem af vore Døttre til Hustruer.

Og de sagde: Hvo er een af Israels Stammer, som ikke er kommen op til Herren, i Mizpa? og see, der var ingen Mand kommen til Leiren af Jabes i Gilead, til Forsamlingen.

Thi Folket blev talt; og see, da var der ingen af Indbyggerne af Jabes i Gilead.

Da sendte de derhen af Menigheden tolv tusinde Mænd af Stridsfolkene; og de bøde dem og sagde: Gaaer hen og slaaer Indbyggerne i Jabes i Gilead med skarpe Sværd, samt Hustruerne og de smaae Børn.

Og denne er den Gjerning, som I skulle gjøre: Alt Mandkjøn og alle Qvinder, som have kjendt Mandkjøns Samqvem, skulle I ødelægge.

Og de fandt af Indbyggerne i Jabes i Gilead fire hundrede unge Piger, Jomfruer, som ikke havde kjendt nogen Mand formedelst Mandkjøns Samqvem; og de førte dem til Leiren i Silo, som er i det Land Canaan.

Da sendte den ganske Menighed hen, og de lode tale med Benjamins Børn, som vare i den Klippe Rimmon, og tilbøde dem Fred.

Saa kom Benjamin tilbage paa samme Tid, og de gave dem de Hustruer, som de havde ladet leve af de Qvinder af Jabes i Gilead; og de fandt ikke saaledes (nok) til dem.

Da angrede det Folket over Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skaar i Israels Stammer.

Og Menighedens Ældste sagde: Hvad skulle vi gjøre ved de Overblevne, at (de kunne faae) Hustruer? thi Qvinderne af Benjamin ere ødelagte.

Og de sagde: De Undkomnes Eiendom skal høre Benjamin til, at der skal ikke blive en Stamme udslettet af Israel.

Men vi, vi kunne ikke give dem Hustruer af vore Døttre; thi Israels Børn have svoret og sagt: Forbandet være den, som giver Benjamin en Hustru!

Og de sagde: See, der er Herrens Høitid i Silo fra Aar til Aar, som (holdes) Norden for Guds Huus, mod Solens Opgang, paa den alfare Vei, som gaaer op fra Bethel til Sichem, og Sønden for Lebona.

Og de befoel Benjamins Børn og sagde: Gaaer hen og lurer i Viingaardene.

Og I skulle see til, og see, dersom Silos Døttre udgaae at dandse i Dands, da maae I gaae ud af Viingaardene og gribe eder hver sin Hustru af Silos Døttre, og I skulle gaae til Benjamins Land.

Og det skal skee, naar deres Fædre eller deres Brødre komme at trætte for os, da ville vi sige til dem: Værer dem naadige for vor Skyld, fordi vi have ikke taget (dem) hver sin Hustru i Krigen; thi I, I have ikke givet dem (Hustruer), ellers skulde I have Skyld efter denne Tids (Leilighed).

Og Benjamins Børn gjorde saaledes, og toge Hustruer efter deres Tal af dem, som dandsede, hvilke de røvede; og de gik og kom tilbage til deres Arv, og byggede Stæderne og boede i dem.

Saa vandrede Israels Børn derfra paa den samme Tid, hver til sin Stamme og til sin Slægt; og de udgik derfra, hver til sin Arv.

I de samme Dage var ingen Konge i Israel; hver gjorde det, som var ret for hans Øine.