Og de Mænd af Ephraim sagde til ham: Hvad er det for en Ting, du har gjort os, at du ikke kaldte os, der du gik at stride imod Midianiterne? og de kivede stærkt med ham.

Og han sagde til dem: Hvad har jeg nu gjort, som I? er ikke Ephraims Eftersankning bedre end Abiesers Viinhøst?

Gud har givet Midianiternes Fyrster, Oreb og Seeb, i eders Haand, og hvad formaaer jeg at gjøre, som I? Der han havde sagt det Ord, da lod deres (hastige) Aand af fra ham.

Og der Gideon kom til Jordanen, gik han over, og de tre hundrede Mænd, som vare med ham, som vare trætte og forfulgte (Fjenden).

Og han sagde til de Mænd i Suchot: Kjære, giver det Folk, som er i Følge med mig, (nogle) hele Brød; thi de ere trætte, og jeg forfølger Sebah og Zalmuna, Midianiternes Konger.

Men (hver af) de Øverste i Suchot sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give din Hær Brød?

Og Gideon sagde: Derfor, naar Herren giver Sebah og Zalmuna i min Haand, da vil jeg tærske eders Kjød med Torne af Ørken og med Tidsler.

Og han drog derfra op til Pnuel og talede til dem paa samme (Maade); og de Mænd i Pnuel svarede ham, ligesom de Mænd i Suchot svarede.

Og han sagde ogsaa til de Mænd i Pnuel, sigende: Naar jeg kommer tilbage med Fred, da vil jeg nedbryde dette Taarn.

Men Sebah og Zalmuna vare i Karkor, og deres Leir med dem, ved femten Tusinde, som vare alle de Overblevne af den ganske Leir af de Folk i Øster; men der vare hundrede og tyve tusinde Mænd faldne, som kunde uddrage Sværd.

Og Gideon drog op ad deres Vei, som boe i Pauluner, Østen for Nobah og Jogbea; og han slog den Leir, thi Leiren var tryg.

Og Sebah og Zalmuna flyede, men han forfulgte dem; og han greb de to Midianiters Konger, Sebah og Zalmuna, og forfærdede den ganske Leir.

Men der Gideon, Joas Søn, kom tilbage af Krigen, førend Solen gik op,

da greb han en ung Karl af de Mænd i Suchot og adspurgte ham; og han skrev op for ham de Øverste i Suchot og de Ældste sammesteds, halvfjerdsindstyve og syv Mænd.

Og han kom til de Mænd i Suchot og sagde: See, (her er) Sebah og Zalmuna, med hvilke I forhaanede mig og sagde: Er da Sebahs og Zalmunas Haand nu i din Haand, at vi skulle give dine Folk, som ere trætte, Brød?

Og han tog de Ældste af Staden, og Torne af Ørken og Tidsler, og lod det Folk i Suchot faae Forstand ved dem.

Og Pnuels Taarn nedbrød han, og han ihjelslog Mændene i Staden.

Og han sagde til Sebah og til Zalmuna: Hvordanne vare de Mænd, som I sloge ihjel i Thabor? og de sagde: Som du, saa vare de, enhver efter en Kongesøns Skikkelse.

Og han sagde: De vare mine Brødre, min Moders Sønner; (saavist) som Herren lever, dersom I havde ladet dem leve, da vilde jeg ikke slaget eder ihjel.

Og han sagde til Jether, sin Førstefødte: Staa op, slaa dem ihjel; men Drengen drog ikke sit Sværd ud, thi han frygtede, efterdi han var endnu en Dreng.

Men Sebah og Zalmuna sagde: Staa du op og fald an paa os, thi som Manden er, saa er hans Styrke; saa stod Gideon op og slog Sebah og Zalmuna ihjel, og tog de Spænder, som vare paa deres Kamelers Halse.

Da sagde hver Mand i Israel til Gideon: Hersk over os, baade du og din Søn, og din Søns Søn, efterdi du haver frelst os af de Midianiters Haand.

Og Gideon sagde til dem: Jeg, jeg vil ikke herske over eder, og min Søn skal ikke herske over eder; Herren skal herske over eder.

Og Gideon sagde til dem: Jeg vil begjære en Begjæring af eder: Hver give mig dog et Smykke af hans Bytte; thi de hadde Guldsmykker, eftersom de vare Ismaeliter.

Og de sagde: Vi ville gjerne give; og de bredte et Klæde ud, og de kastede derhen, hver et Smykke af sit Bytte.

Og de Guldsmykkers Vægt, som han begjærede, var tusinde og syv hundrede (Sekel) Guld, foruden de Spænder og de Halskjæder og de Purpurklæder, som de Midianiters Konger havde paa sig, og foruden de Kjæder, som vare paa deres Kamelers Halse.

Og Gideon gjorde det til en Livkjortel, og satte den i sin Stad, i Ophra, og al Israel bedrev Hor der efter den; og det blev Gideon og hans Huus til en Snare.

Saa bleve Midianiterne ydmygede for Israels Børn, og de bleve ikke ved at opløfte deres Hoved; og Landet hvilede fyrretyve Aar i Gideons Dage.

Og Jerubbaal, Joas Søn, gik bort og boede i sit Huus.

Og Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, som vare udkomne af hans Lænd; thi han havde mange Hustruer.

Og hans Medhustru, som var i Sichem, hun fødte ham ogsaa en Søn, og han gav ham Navnet Abimelech.

Og Gideon, Joas Søn, døde i en god Alderdom, og han blev begraven udi sin Faders, Joas, den Abi-Esriters, Grav i Ophra.

Og det skede, der Gideon var død, da vendte Israels Børn sig tilbage og bedreve Hor efter de Baalim; og de gjorde sig Baal-Berith til en Gud.

Og Israels Børn kom ikke Herren deres Gud ihu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.

Og de gjorde ikke Miskundhed mod Jerubbaals, (det er) Gideons, Huus, efter alt det Gode, som han havde gjort mod Israel.