Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.

Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.

Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.

Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.

Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.

Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.

Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.

Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.

Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.

(Som) en Bjørn, der ligger paa Luur, blev han mig, (ja som) en Løve i Skjul.

Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.

Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.

Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.

Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.

Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.

Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.

Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.

Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.

Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.

Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.

Det er Herrens (megen) Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertigheder have ingen Ende.

De ere nye hver Morgen, din Trofasthed er stor.

Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

Herren er god mod dem, som bie efter ham, mod den Sjæl, som spørger efter ham.

Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

Det er en Mand godt, at han haver baaret Aag i sin Ungdom.

Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.

Han kan sætte sin Mund i Støvet, om der maaskee er Forhaabning.

Han kan lade sig slaae paa Kindbenet, han kan mættes med Forhaanelse.

Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.

Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.

Thi han plager ikke af sit Hjerte eller bedrøver Menneskens Børn,

til at knuse under sine Fødder alle Bundne paa Jorden,

til at lade en Mands Ret bøies for den Høiestes Ansigt,

til at lade et Menneske forvendes i sin Trætte, (ligesom) Herren ikke saae det.

Hvo er den, som tør sige: Det skede dog, (alligevel) Herren ikke befoel det?

Udkomme ikke af den Høiestes Mund de onde Ting og de gode?

Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.

Lader os randsage vore Veie og opspore (dem) og vende om til Herren.

Lader os opløfte vort Hjerte med Hænder til Gud i Himmelen.

Vi, vi have overtraadt og været gjenstridige, du, du tilgav ikke.

Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.

Du skjulte dig med en Sky, at der ikke kunde komme Bøn igjennem.

Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.

Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.

Der var Forskrækkelse og Hule for os, (ja) Ødelæggelse og Forstyrrelse.

Mit Øie randt med Vandbække over mit Folks Datters Forstyrrelse.

Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,

indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.

Mit Øie handlede (ilde) med mit Liv for alle min Stads Døttres Skyld.

Mine Fjender jagede mig hart uforskyldt, som en Fugl.

De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.

Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.

Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.

Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.

Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

Herre! du haver udført min Sjæls Sager, du haver forløst mit Liv.

Herre! du saae Fortrædelighed imod mig; døm min Dom!

Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.

Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,

deres Læber, som stode op imod mig, og deres Betænkning imod mig den ganske Dag.

Sku, naar de sidde, og naar de staae op, (da) er jeg deres Strængeleg.

Du skal give dem Betaling igjen, Herre! efter deres Hænders Gjerning.

Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.

Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.