Hvorledes er Guldet blevet (saa) fordunklet, det gode (kostelige) Guld (saa) forandret? Helligdommens Stene ere kastede foran paa alle Gader.

De dyrebare Zions Børn, de agtedes lige ved (fiint) Guld; hvorledes holdes de (lige) ved Leerflasker, en Pottemagers Hænders Gjerning?

Selv Drager frembyde Brystet, de give deres Unger Die; (men) mit Folks Datter (er bleven) som (den, der er) grum, som Strudser i Ørken.

Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).

De, som aade de nydelige (Retter), ere ødelagte paa Gaderne, de, som vare opfostrede i Skarlagen, de omfavne Skarnet.

Og mit Folks Datters Misgjerning er større end Sodoms Synd, den, som blev omkastet som i et Øieblik, og der bleve ikke Hænder brugte paa den.

Hendes Nasiræere vare renere end Snee, klarere end Melk; paa Legemet vare de rødere end Perler, de vare polerede som en Saphir.

Deres Skikkelse er mørkere end Sorthed, de kjendes ikke paa Gaderne; deres Hud hænger ved deres Been, den er tør som Træ.

Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.

Barmhjertige Qvinders Hænder kogte deres Børn; de bleve dem til Spise i mit Folks Datters Forstyrrelse.

Herren haver fuldkommet sin Grumhed, udøst sin grumme Vrede og antændt en Ild i Zion, og den fortærede dens Grundvolde.

Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ei heller Alle, som boe paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde inddraget ad Jerusalems Porte.

(Det skede) for dens Propheters Synder, for dens Præsters Misgjerninger, som udgøde Retfærdiges Blod midt i den.

De vankede hid og did paa Gaderne (som) Blinde, de besmittede sig med Blod, saa man ikke kunde røre ved deres Klæder.

Viger, (hver) Ureen! raabte man til dem; viger, viger! I skulle ikke røre (ved dem), thi de bortfløi, ja vankede hid og did; man sagde iblandt Hedningerne: De skulle ikke boe ydermere (hos eder).

Herrens Ansigt haver adspredt dem, han skal ikke see til dem mere; de ansaae ikke Præsternes Person, de vare ikke naadige imod de Gamle.

Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.

De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.

Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.

Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.

Fryd og glæd dig, du Edoms Datter! du, som boer i det Land Uz; (thi) Bægeret skal ogsaa komme til dig, du skal blive drukken og blotte dig.

Din Misgjerning haver en Ende, Zions Datter! han skal ikke mere lade dig bortføre; han haver hjemsøgt din Misgjerning, Edoms Datter! han haver aabenbaret dine Synder.