Og Herren talede til Mose og sagde:

Siig til Aron og til hans Sønner, at de skille sig fra Israels Børns hellige Ting, og ikke vanhellige mit hellige Navn; (de skulle holde sig fra de Ting), hvilke de hellige mig; jeg er Herren.

Siig til dem: Hvilken Mand i eders Slægter af al eders Sæd, som kommer nær til de hellige Ting, som Israels Børn hellige Herren, og hans Ureenhed er paa ham, den samme Person skal udryddes fra at være for mit Ansigt; jeg er Herren.

Hvilkensomhelst, der er af Arons Sæd, og han er spedalsk eller haver Flod, han skal ikke æde af de hellige Ting, indtil han vorder reen; og den (ikke heller), som rører ved Nogen, der er ureen formedelst Liig, eller den Mand, som Sæd gaaer fra,

eller den Mand, der rører ved nogen Vrimmel, som man kan blive ureen af, eller ved et Menneske, som man kan blive ureen af, efter al dets Ureenhed.

Den Person, som rører ved det, skal være ureen indtil Aftenen, og han skal ikke æde af de hellige Ting, men bade sit Legeme i Vand.

Og naar Solen gaaer ned, saa er han reen; og siden maa han æde af de hellige Ting, thi det er hans Mad.

Han skal ikke æde Aadsel eller det, som er sønderrevet, at blive ureen paa det; jeg er Herren.

Og de skulle holde det, jeg vil have holdet, at de skulle ikke bære Synd for den Sags Skyld og døe deri, naar de vanhellige det; jeg er Herren, som helliger dem.

Og ingen Fremmed skal æde det Hellige; den, som boer hos Præsten, og en Daglønner skal ikke æde af det Hellige.

Men naar Præsten haver kjøbt en Person for sine Penge til en Eiendom, da maa den æde deraf; og hver den, som er født i hans Huus, de maae æde af hans Brød.

Men naar en Præsts Datter bliver en fremmed Mands Hustru, da skal hun ikke æde af de hellige Tings Opløftelse.

Men naar en Præsts Datter bliver Enke eller Uddreven, og hun haver ingen Sæd, og hun vender tilbage til sin Faders Huus, ligesom i hendes Ungdom, da maa hun æde af sin Faders Brød; men ingen Fremmed maa æde deraf.

Men æder Nogen af det Hellige uvidende, da skal han lægge den femte Deel deraf dertil, og give Præsten det tilligemed det Hellige.

Og de skulle ikke vanhellige Israels Børns hellige Ting, nemlig dem, som de skulle opløfte for Herren,

og (ikke) belade sig med Misgjerning (og) Skyld, naar de æde deres hellige Ting; thi jeg er Herren, som helliger dem.

Og Herren talede til Mose og sagde:

Tal til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn, og siig til dem: Naar Nogensomhelst af Israels Huus eller af de Fremmede i Israel vil offre sit Offer, enten det er deres Løfte eller deres frivillige Offer, som de ville offre Herren til et Brændoffer,

(da skulle I gjøre det saaledes) for eder til en Behagelighed, (at I offre) en Han foruden Lyde af stort Qvæg, af Faarene eller af Gjederne.

I skulle Intet offre af det, som der er Lyde paa; thi det bliver ikke til en Behagelighed for eder.

Og naar Nogen vil offre et Takoffers Offer for Herren, et synderligt Løfte eller et frivilligt Offer, af stort Qvæg eller smaat Qvæg, da skal det være uden Lyde, (at det kan være) til en Behagelighed; der skal slet ingen Lyde være paa det.

Det, som er blindt eller beenbrudt eller lemlæstet, eller som haver flydende Saar eller tør Skurv eller Fnat, det skulle I ikke offre Herren; og I skulle ikke give Ildoffer af dem paa Alteret til Herren.

Baade en Oxe og et Faar, som haver (Lem) for stort eller for lidet, deraf maa du gjøre et frivilligt Offer, men til et Løfte kan det ikke vorde behageligt.

Og I skulle ikke offre Herren Noget, som er fortrykt eller knust eller sønderrevet eller afskaaret; og I skulle ikke gjøre saadant i eders Land.

Og I skulle ikke af en Fremmeds Haand offre eders Guds Brød af noget af disse; thi deres Fordærvelse er paa dem, der er Lyde paa dem, de skulle ikke blive behagelige for eder.

Og Herren talede til Mose og sagde:

Naar en Oxe eller et Faar eller en Gjed fødes, da skal den være i syv Dage hos sin Moder; og fra den ottende Dag og derefter skal den være behagelig til et Ildoffers Offer for Herren.

Hvad enten det er Oxe eller Faar, da skal man ikke slagte det paa een Dag med sin Affødning.

Men naar I slagte Herren et Lovoffer, skulle I slagte det, for eder til en Behagelighed.

Det skal ædes paa den samme Dag, I skulle ikke levne deraf til om Morgenen; jeg er Herren.

Derfor skulle I holde mine Bud og gjøre dem; jeg er Herren.

Og I skulle ikke vanhellige mit hellige Navn, at jeg maa vorde helliget midt iblandt Israels Børn; jeg er Herren, som helliger eder,

som udførte eder af Ægypti Land, at være eders Gud; jeg er Herren.