Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os,

saaledes som de have overantvordet os det, der fra Begyndelsen vare Øienvidner og bleve Ordets Tjenere,

saa haver og jeg anseet for godt, efter at jeg haver nøie efterforsket alle Ting fra først af, at skrive derom i Sammenhæng til dig, mægtigste Theophilus!

paa det du kan lære at kjende den Lærdoms Vished, i hvilken du er bleven mundtlig underviist.

I Herodis, Judæas Konges, Dage var der en Præst af Abiæ Skifte, ved Navn Zacharias, og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth.

Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger.

Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge gamle.

Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede for Gud i sin Skiftes Orden,

og det faldt ham til, efter Præstedømmets Sædvane, at offre Røgelse, da gik han ind i Herrens Tempel.

Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor i den Tid, Røgelsen (offredes).

Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsens Alter.

Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham.

Men Engelen sagde til ham: Frygt ikke, Zacharias! thi din Begjæring er bønhørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel.

Thi han skal være stor for Herren, og ikke drikke Viin og stærk Drik, og alt fra sin Moders Liv af fyldes med den Hellig-Aand,

og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud.

Og han skal gaae frem for ham i Elias Aand og Kraft, at omvende Fædrenes Hjerter til Børnene og de Ulydige til de Retfærdiges Sindelag, at berede Herren et velskikket Folk.

Og Zacharias sagde til Engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel og min Hustru er tilaars.

Og Engelen svarede og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og er udsendt for at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde.

Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale, indtil den Dag, at dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid.

Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet.

Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum.

Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus.

Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og skjulte sig fem Maaneder og sagde:

Thi saaledes haver Herren gjort mod mig i de Dage, der han saae (i Naade) til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.

Men i den sjette Maaned blev Engelen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth,

til en Jomfru, som var trolovet med en Mand, ved Navn Joseph, af Davids Huus; men Jomfruen hedte Maria.

Og Engelen kom ind til hende og sagde: Hil være dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede iblandt Qvinderne!

Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulde være for en Hilsen.

Og Engelen sagde til hende: Frygt ikke, Maria! thi du haver fundet Naade hos Gud.

Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus.

Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.

Og han skal være en Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.

Men Maria sagde til Engelen: Hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg, kjender ikke Mand?

Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Hellig-Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det Hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn.

Og see, Elisabeth din Frænke, hun haver og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

Thi hos Gud skal ingen Ting være umulig.

Men Maria sagde: See, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og Engelen skiltes fra hende.

Men Maria stod op i de samme Dage og gik hastelig til Bjergegnen, til en Stad i Juda.

Og hun kom i Zacharias Huus og hilsede Elisabeth.

Og det begav sig, der Elisabeth hørte Mariæ Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv, og Elisabeth blev fyldt med den Hellig-Aand,

og raabte med høi Røst og sagde: Velsignet er du iblandt Qvinderne, og velsignet er dit Livs Frugt!

Og hvorfra kommer mig det, at min Herres Moder kommer til mig?

Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren.

Og Maria sagde: Min Sjæl ophøier Herren,

og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser,

fordi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig.

Thi han haver gjort store Ting imod mig, han, som er mægtig, og hvis Navn er helligt.

Og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt mod dem, som ham frygte.

Han haver øvet Magt med sin Arm, han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

Han haver styrtet de Mægtige fra (deres) Throner og ophøiet de Ringe.

De Hungrige haver han opfyldt med gode Gaver, og de Rige haver han afviist tomhændede.

Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed

— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.

Men Maria blev hos hende henved tre Maaneder, og drog (saa) til sit Huus igjen.

Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor mod hende, og de glædede sig med hende.

Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de for at omskjære Barnet, og de kaldte det efter dets Faders Navn Zacharias.

Men dets Moder svarede og sagde: Ingenlunde, men han skal kaldes Johannes.

Og de sagde til hende: Der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.

Men de nikkede ad hans Fader, hvad han vilde, han skulde kaldes.

Og han begjærede en Tavle og skrev, sigende: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle.

Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.

Og der kom en Frygt over Alle, som boede omkring dem; og alle disse Ting rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

Og Alle, som hørte det, lagde det paa deres Hjerte og sagde: Hvad mon der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.

Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig-Aand, og han spaaede og sagde:

Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt og forløst sit Folk,

og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,

saa som han talede ved sine hellige Propheters Mund, som have været fra fordums Tid,

en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade,

(for) at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre og tænke paa sin hellige Pagt,

efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,

at, naar vi vare friede fra vore Fjenders Haand, skulde vi tjene ham uden Frygt,

i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.

Og du, Barnlille! skal kaldes den Høiestes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,

at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelsen ved deres Synders Forladelse,

formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie haver besøgt os,

for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at styre vore Fødder paa Fredens Vei.

Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden, og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.