Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham.

Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham.

Og Jesus tog til Orde og talede til de Lovkyndige og Pharisæerne, og sagde: Mon det er tilladt at helbrede om Sabbaten?

Men de taug. Og han tog paa ham og helbredede ham, og lod ham gaae.

Og han svarede og sagde til dem: Hvo er iblandt eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op om Sabbatsdagen?

Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.

Men han sagde en Lignelse til Gjæsterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem:

Naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham,

og den, der indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads! og du da med Blusel skal komme til at sidde nederst.

Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere op; da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords.

Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.

Men han sagde og til den, som havde budet ham: Naar du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, da indbyd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igjen, og dig skal vorde Vederlag.

Men naar du gjør et Gjæstebud, da indbyd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde;

saa skal du være salig; thi de have ikke at betale dig igjen, men det skal igjen gives dig i de Retfærdiges Opstandelse.

Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som æder Brød i Guds Rige.

Men han sagde til ham: Der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og indbød Mange.

Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time, at sige til de Budne: Kommer; thi nu ere alle Ting beredte.

Og de begyndte alle strax at undskylde sig. Den Første sagde til ham: Jeg haver kjøbt en Ager og haver fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

Og en Anden sagde: Jeg haver kjøbt fem Par Øxne, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt.

Og en Anden sagde: Jeg tog mig en Hustru tilægte, og derfor kan jeg ikke komme.

Og Tjeneren kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: Gak hasteligen ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde.

Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum.

Og Herren sagde til Tjeneren: Gak ud paa Veiene og ved Gjærderne, og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt.

Thi jeg siger eder, at Ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.

Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem:

Dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader, og Moder, og Hustru, og Børn, og Brødre, og Søstre, og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel.

Og hvo, som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel.

Thi hvo iblandt eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han haver, hvad der hører til at fuldføre det med?

at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ikke kan fuldende det, alle de, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige:

Dette Menneske begyndte at bygge, og kunde ikke fuldføre det.

Eller hvilken Konge, som drager i Krig, at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er istand til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde?

Men kan han det ikke, udskikker han Sendebud, medens hiin endnu er langt borte, og handler om Fred.

Ligesaa derfor hver af eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel.

Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes?

Det tjener hverken til Jord eller Møg; de kaste det ud. Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!