Men han sagde og til sine Disciple: Der var et rigt Menneske, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham som den, der ødte hans Gods.

Og han kaldte ham og sagde til ham: Hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forestaae Huset.

Men Huusholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herre tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.

Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat af fra Huusholdningen.

Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?

Men denne sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Brev, og sæt dig strax ned og skriv halvtredsindstyve.

Derefter sagde han til en anden: Men du, hvormeget er du skyldig? Men denne sagde: Hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: Tag dit Brev og skriv fiirsindstyve.

Og Herren prisede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn i deres Slægt.

Og jeg siger eder: Gjører eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme eder i de evige Boliger.

Hvo, som er tro i det Mindste, er og tro i Meget, og hvo, som er uretfærdig, i det Mindste, er og uretfærdig i Meget.

Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe eder den sande?

Og dersom I ikke have været troe i det Fremmede, hvo vil give eder Noget selv at eie?

Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.

Men alt dette hørte ogsaa Pharisæerne, som vare pengegjerrige, og de spottede ham.

Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre eder selv for Menneskene, men Gud kjender eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud.

Loven og Propheterne (spaaede) indtil Johannes; fra den Tid af forkyndes Guds Rige ved Evangelium, og hver trænger derind med Magt.

Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder.

Hver den, som skiller sig ved sin Hustru, og tager en anden tilægte, bedriver Hor, og hver den, som tager den tilægte, som er skilt fra en Mand, bedriver Hor.

Men der var et rigt Menneske, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde, og levede hver Dag herligen og i Glæde.

Men der var en Fattig, ved Navn Lazarus, som var kastet for hans Dør, fuld af Saar;

og han ønskede at mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord, men og Hundene kom og slikkede hans Saar.

Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.

Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.

Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne Lue.

Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

Og foruden alt dette er imellem os og eder et stort Svælg befæstet, saa at de, som ville fare herfra ned til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.

Men han sagde: Saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;

thi jeg haver fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de skulle komme i dette Pinens Sted.

Abraham sagde til ham: De have Moses og Propheterne; lad dem høre dem.

Men han sagde: Ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen af de Døde gik til dem, da omvendte de sig.

Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Propheterne, skulle de ikke heller troe, om Nogen opstod fra de Døde.