Og han gik ind og drog igjennem Jericho.

Og see, der var en Mand, som hedte Zachæus, og han var Toldernes Øverste og var rig.

Og han søgte efter at see Jesum, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Væxt.

Og han løb foran og steg op i et Morbærtræ, at han kunde see ham; thi han skulde komme frem ad den Vei.

Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaer, og sagde til ham: Zachæus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig idag at blive i dit Huus.

Og han skyndte sig og steg ned, og annammede ham med Glæde.

Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: Han drager ind til Herberge hos en syndig Mand.

Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: See, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige, og dersom jeg haver gjort Nogen Uret med Underfundighed, da giver jeg det firefoldigen igjen.

Men Jesus sagde til ham: Idag er dette Huus vederfaret Frelse, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn;

thi Menneskens Søn er kommen for at søge og frelse det Fortabte.

Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var nær Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulde strax aabenbares.

Han sagde da: En høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage sig et Rige (i Besiddelse), og (saa) at komme igjen.

Men han kaldte ti af sine egne Tjenere, og gav dem ti Pund og sagde til dem: Kjøbslaaer, indtil jeg kommer.

Men hans (Riges) Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: Vi ville ikke, at denne skal regjere over os.

Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde faaet Riget, sagde han, at hine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet.

Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund haver forhvervet ti Pund.

Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du haver været tro i det Mindste, skal du have Magt over ti Stæder.

Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund haver indbragt fem Pund.

Men til denne sagde han ogsaa: Og du skal være over fem Stæder.

Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg havde henlagt i en Klud.

Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er et strengt Menneske; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede.

Men han sagde til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! du vidste, at jeg er et strengt Menneske, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede;

hvi gav du da ikke mine Penge til Vexlebordet? Og naar jeg var kommen, havde jeg indkrævet dem med Rente.

Og han sagde til dem, som stode hos: Tager det Pund fra ham og giver det til den, som haver de ti Pund; —

— og de sagde til ham: Herre! han haver ti Pund; —

thi jeg siger eder, at hver den, som haver, ham skal gives; men fra den, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, han haver.

Fører dog hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine.

Og der han havde sagt dette, drog han frem og reiste op til Jerusalem.

Og det begav sig, der han kom nær til Bethphage og Bethanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde:

Gaaer hen til den By, som ligger for eder; naar I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid.

Og dersom Nogen spørger eder: Hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren haver det behov.

Men de Udsendte gik hen og fandt (det), ligesom han havde sagt dem.

Men der de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: Hvi løse I Føllet?

Men de sagde: Herren haver det behov.

Og de førte det til Jesum, og kastede deres Klæder paa Føllet, og satte Jesum derpaa.

Men der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien.

Men der han nu kom nær hen til Nedgangen af Oliebjerget, begyndte hans Disciples hele Hob gladelig at love Gud med høi Røst for alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde:

Velsignet være Kongen, som kommer i Herrens Navn! Fred i Himmelen og Ære i det Høieste!

Og Nogle af Pharisæerne af Skaren sagde til ham: Mester! irettesæt dine Disciple.

Men han svarede og sagde til dem: Jeg siger eder, at dersom disse taug, da skulde Stenene raabe.

Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde:

Dersom du dog vidste, endog paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! men nu er det skjult for dine Øine.

Derfor skulle de Dage komme over dig, at dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne.

Og de skulle lægge dig slet øde, og dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi du ikke kjendte din Besøgelses Tid.

Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte,

og sagde til dem: Der er skrevet: Mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule.

Og han lærte daglig i Templet. Men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham.

Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.