Og det begav sig, paa en af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom pludselig de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste.

Og de talede til ham og sagde: Siig os, af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som haver givet dig denne Magt?

Men han svarede og sagde til dem: Ogsaa jeg vil spørge eder om een Ting, siger mig og den:

Johannis Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker?

Men de overveiede ved sig selv og sagde: Sige vi: Af Himmelen, da siger han: Hvorfor troede I ham da ikke?

Men sige vi: Af Mennesker, da stener alt Folket os, thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet.

Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra (den var).

Og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting.

Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: Et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands en lang Tid.

Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulde give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet fra sig.

Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham, og sendte ham tomhændet fra sig.

Og han blev ved og sendte en tredie; men de saarede ogsaa denne og stødte ham ud.

Men Viingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min Søn, den Elskelige; maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig.

Men der Viingaardsmændene saae ham, tænkte de ved sig selv og sagde: Denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vor.

Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal da Viingaardens Herre gjøre ved dem?

Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd, og leie Andre Viingaarden. Men der de det hørte, sagde de: Gid det aldrig skee!

Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da dette, som er skrevet: Den Steen, som Bygningsmændene forskjøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen.

Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvilken den falder paa, ham skal den sønderknuse.

Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Lignelse mod dem.

Og de toge vare (paa ham) og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at de kunde fange ham i hans Tale, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

Og de spurgte ham ad og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer ret, og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.

Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?

Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: Hvi friste I mig?

Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift haver den? Men de svarede og sagde: Keiserens.

Men han sagde til dem: Giver derfor Keiseren det, Keiserens er, og Gud det, Guds er.

Og de kunde ikke fange ham i hans Ord i Folkets Nærværelse; og de forundrede sig over hans Svar og taug.

Men Nogle af Sadducæerne — hvilke gjenstridigen sige, at der ikke er Opstandelse — gik til ham, og spurgte ham og sagde:

Mester! Moses haver foreskrevet os, at dersom Nogens Broder, som haver en Hustru, døer, og han døer barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Afkom.

Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.

Og den tredie tog hende, og saaledes alle Syv; de efterlode ikke Børn og døde.

Men sidst af dem alle døde ogsaa Qvinden.

I Opstandelsen altsaa, hvis Hustru af disse skal hun da være? thi de Syv havde hende (alle) til Hustru.

Og Jesus svarede og sagde til dem: Denne Verdens Børn tage tilægte og bortgiftes;

men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken tilægte eller bortgiftes;

thi de kunne ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.

Men at de Døde opvækkes, haver og Moses givet tilkjende (i Fortellingen) om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud.

Men han er ikke Dødes, men Levendes Gud; thi for ham leve Alle.

Men Nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester, du talede vel.

Men de turde ikke spørge ham ydermere om Noget.

Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Christus er Davids Søn?

og David selv siger (dog) i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,

indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn?

Men der alt Folket hørte det, sagde han til sine Disciple:

Vogter eder for de Skriftkloge, som ville (gjerne) gaae omkring i lange Klæder, og lade sig gjerne hilse paa Torvene, og ville gjerne have de fornemste Stolestader i Synagogerne og sidde øverst tilbords i Nadverne;

de, som opæde Enkers Huse og bede længe for et Syns Skyld; disse skulle faae des større Straf.