Men det begav sig, der Folket trængte sig ind paa ham, for at høre Guds Ord, og han stod ved den Sø Genezareth,

da saae han to Skibe staae ved Søen; men Fiskerne vare udgangne af dem og toede Garnene.

Men han traadte ind i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket fra Skibet.

Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: Far ud paa Dybet og kaster eders Garn ud til en Dræt.

Og Simon svarede og sagde til ham: Mester, vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet.

Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves.

Og de vinkede ad deres Staldbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.

Men der Simon Petrus saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre, gak ud fra mig; thi jeg er en syndig Mand.

Thi en Rædsel var kommen paa ham og paa alle dem, som vare med ham, formedelst den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre,

desligeste ogsaa (paa) Jakobus og Johannes, Zebedæi Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: Frygt ikke; fra nu af skal du fange Mennesker.

Og de førte Skibene til Landet, og forlode alle Ting og fulgte ham.

Og det begav sig, der han var i en af Stæderne, see, da var der en Mand, fuld af Spedalskhed; og der han saae Jesum, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: Herre, om du vil, kan du rense mig.

Og han udrakte sin Haand, og rørte ved ham og sagde: Jeg vil; vorde reen! og strax gik Spedalskheden bort af ham.

Og han bød ham, at han skulde Ingen sige det, men (sagde): Gak bort og betee dig for Præsten og offre for din Renselse, saasom Moses haver befalet, dem til Vidnesbyrd.

Men Talen om ham kom mere og mere ud, og meget Folk kom tilsammen, for at høre og at helbredes af ham af deres Skrøbeligheder.

Men han veg bort i Ørkenerne og bad.

Og det begav sig paa en af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som vare komne fra alle Byer i Galilea og Judæa, og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var (virksom) til at læge dem.

Og see, nogle Mænd bare paa en Seng et Menneske, som var værkbruden, og de søgte at bringe det ind og lægge det for ham.

Og der de formedelst Folket ikke kunde finde, paa hvad Sted de skulde bringe ham ind, stege de op paa Taget og lode ham tilligemed Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt Folket foran Jesu.

Og der han saae deres Tro, sagde han til ham: Menneske! dine Synder ere dig forladte.

Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke og sagde: Hvo er denne, som taler Guds-Bespottelser? hvo kan forlade Synder, uden Gud alene?

Men der Jesus fornam deres Tanker, svarede han og sagde til dem: Hvad tænke I udi eders Hjerter?

Hvilket er lettere? at sige: Dig ere dine Synder forladte? eller at sige: Staa op og vandre?

Men at I skulle vide, at Menneskens Søn haver Magt paa Jorden at forlade Synder, — sagde han til den Værkbrudne: — Jeg siger dig: Staa op, tag din Seng op og gak til dit Huus.

Og han stod strax op for deres Øine og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit Huus og prisede Gud.

Og en stor Forfærdelse betog dem Alle, og de prisede Gud, og de bleve fulde af Frygt og sagde: Vi have idag seet utrolige Ting.

Og derefter gik han ud, og saae en Tolder, som hedte Levi, siddende i Toldboden, og sagde til ham: Følg mig.

Og han forlod alle Ting, og stod op og fulgte ham.

Og samme Levi beredte et stort Gjæstebud for ham i sit Huus; og der var en stor Hob af Toldere og Andre, som sadde med dem tilbords.

Og deres Skriftkloge og Pharisæerne knurrede imod hans Disciple og sagde: Hvorfor æde og drikke I med Toldere og Syndere?

Og Jesus svarede og sagde til dem: De Karske have ikke Læge behov, men de, som have ondt.

Jeg er ikke kommen for at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

Men de sagde til ham: Hvorfor faste Johannis Disciple saa ofte og bede, og Pharisæernes ligesaa, men dine æde og drikke?

Men han sagde til dem: Kunne I komme Bryllupsfolket til at faste, saalænge Brudgommen er hos dem?

Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, da skulle de faste i de samme Dage.

Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; ellers river baade det nye (det gamle) sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle.

Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sprænger den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves.

Men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede tilsammen.

Og Ingen, som drikker af den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: Den gamle er bedre.