Men der han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum.

Men en Høvedsmands Tjener, hvilken han holdt meget af, var syg og nær ved at døe.

Men der han hørte om Jesu, sendte han (Nogle af) Jødernes Ældste til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Tjener.

Men der de kom til Jesum, bade de ham indstændigen og sagde: Han er vel værd, at du gjør ham dette;

thi han elsker vort Folk og haver bygget os Synagogen.

Da gik Jesus bort med dem; men der han nu var ikke langt fra Huset, sendte Høvedsmanden (Nogle af sine) Venner til ham og lod ham sige: Herre, umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag.

Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet.

Thi jeg er et Menneske, Øvrigheden undergiven, og haver Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: Gak! saa gaaer han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gjør det! saa gjør han det.

Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: Jeg siger eder, saa stor en Tro haver jeg end ikke fundet i Israel.

Og der de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.

Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain; og der gik mange af hans Disciple med ham, og meget Folk.

Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende.

Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: Græd ikke!

Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!

Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.

Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: Der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud haver besøgt sit Folk.

Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land.

Og Johannis Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig,

og sendte dem til Jesum og lod sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

Men der Mændene kom til ham, sagde de: Johannes den Døber haver sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden?

Men i den samme Time helbredede han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander, og skjenkede mange Blinde Synet.

Og Jesus svarede og sagde til dem: Gaaer bort og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige,

og salig er den, som ikke forarges paa mig.

Men der Johannis Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket om Johannes: Hvad ere I udgangne i Ørkenen at see? et Rør, som bevæges af Vinden?

Eller hvad ere I udgangne at see? et Menneske iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongernes Gaarde.

Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger eder, (han er) mere end en Prophet.

Denne er den, om hvem der er skrevet: See, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.

Thi jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Qvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han.

Og alt Folket, som ham hørte, endog Toldere, gave Gud Ret, da de bleve døbte med Johannis Daab.

Men Pharisæerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad dem selv angaaende, og bleve ikke døbte af ham.

Men Herren sagde: Med hvem skal jeg derfor ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ere de lige?

De ere de smaae Børn lige, som sidde paa Torvet, og raabe til hverandre og sige: Vi pebe for eder, og I vilde ikke dandse, vi sang klageligen for eder, og I vilde ikke græde.

Thi Johannes den Døber kom, og hverken aad Brød eller drak Viin; og I sige: Han haver Djævelen.

Menneskens Søn er kommen, æder og drikker; og I sige: See, (det Menneske er) en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven.

Og Viisdommen er retfærdiggjort af alle sine Børn.

Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæerens Huus og sad tilbords.

Og see, der var en Qvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabasterkrukke med Salve;

og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer, og tørrede dem af med sit Hovedhaar, og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve.

Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: Dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Qvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde.

Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon, jeg haver Noget at sige dig; men han sagde: Mester, siig frem!

(Jesus sagde:) En, som laante Penge ud, havde to Skyldnere; den ene var fem hundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve.

Men der de ikke havde at betale med, eftergav han dem begge det. Siig, hvilken af dem skal derfor elske ham meest?

Men Simon svarede og sagde: Jeg slutter, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: Du dømte ret.

Og han vendte sig til Qvinden og sagde til Simon: Seer du denne Qvinde? Jeg kom ind i dit Huus, du haver ikke givet mig Vand til mine Fødder; men denne vædede mine Fødder med Taarer og tørrede dem af med sit Hovedhaar.

Du gav mig intet Kys; men denne lod ikke af at kysse mine Fødder, siden hun kom ind.

Du haver ikke salvet mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.

Jeg siger dig: For den Sags Skyld, at hendes mange Synder ere forladte, er det, at hun elsker meget; men hvilken Lidet forlades, elsker lidet.

Men han sagde til hende: Dine Synder ere dig forladte.

Da begyndte de, som sadde tilbords med ham, at sige ved sig selv: Hvo er denne, som endog forlader Synder?

Men han sagde til Qvinden: Din Tro haver frelst dig, gak bort med Fred!