Og det begav sig derefter, at han reiste igjennem Stæder og Byer, og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham;

saa og nogle Qvinder, som vare helbredede fra onde Aander og Sygdomme, (nemlig) Maria, der kaldtes Magdalena, af hvem syv Djævle vare udfarne,

og Johanna, Chuzæ, Herodis Fogeds, Hustru, og Susanna og mange Andre, som tjente ham med deres Gods.

Men som meget Folk var tilsammen, og de af Stæderne reiste til ham, sagde han ved en Lignelse:

Der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.

Og Noget faldt paa Klippen; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske.

Og Noget faldt midt iblandt Torne; og Tornene voxte op med og qvalte det.

Og Noget faldt i den gode Jord; og det voxte op og bar hundrede Fold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!

Men hans Disciple spurgte ham ad og sagde: Hvad skal denne Lignelse være?

Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder; men de Andre (siges det) i Lignelser, at de seende ikke skulle see, og hørende ikke forstaae.

Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.

Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige.

Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Glæde, naar de det høre; og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.

Men det, som faldt iblandt Tornene, ere de, som det høre; og idet de vandre under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster, qvæles de og bære ingen fuldkommen Frugt.

Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte, og bære Frugt i Taalmodighed.

Men Ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar, eller sætter det under en Bænk, men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset.

Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret, og Intet er hemmeligt, som man jo skal faae at vide, og som jo skal komme for Lyset.

Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo, som haver, ham skal gives, og hvo, som ikke haver, fra ham skal og tages det, han synes at have.

Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke komme ham i Tale for Folket.

Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: Din Moder og dine Brødre staae udenfor og ville see dig.

Men han svarede og sagde til dem: Min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det.

Og det begav sig paa en af de Dage, at han og hans Disciple traadte i et Skib, og han sagde til dem: Lader os fare over Søen; og de fore ud.

Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.

Da traadte de til ham, og vakte ham op og sagde: Mester! Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

Da sagde han til dem: Hvor er eders Tro? Men de frygtede og forundrede sig, og sagde til hverandre: Hvo er dog denne? Thi han byder baade over Vind og Vand, og de ere ham lydige.

Og de seilede frem til de Gadareners Egn, hvilken er tvært over for Galilæa.

Men der han traadte ud paa Landet, mødte en Mand ham fra Staden, som havde været besat af Djævle i lang Tid, og iførte sig ikke Klæder, og blev ikke i Huus, men i Gravene.

Men der han saae Jesum, raabte han, og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: Hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesu, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.

Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi den havde i lang Tid slidt ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier, og været bevogtet; og han havde sønderrevet Baandene, og blev dreven af Djævelen i Ørkenerne.

Men Jesus spurgte ham ad og sagde: Hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.

Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.

Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som gik paa Græs paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedede dem det.

Men Djævlene, som fore ud af Mennesket, fore ind i Svinene; og Hjorden styrtede sig hastelig af Bakken i Søen og druknede.

Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de, og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.

Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesum og fandt det Menneske, som Djævlene vare farne ud af, siddende paaklædt og ved Sands hos Jesu Fødder; og de forfærdedes.

Men og de, som havde seet det, kundgjorde dem, hvorledes den Besatte var bleven frelst.

Og den hele Almue i de Gadareners omliggende Land bad ham, at han vilde gaae fra dem; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte ind i Skibet og vendte tilbage igjen.

Men Manden, som Djævlene vare farne ud af, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:

Vend tilbage til dit Huus og fortæl, hvor store Ting Gud haver gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort mod ham.

Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, tog Folket imod ham; thi de forventede ham alle.

Og see, der kom en Mand, som hedte Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham, at han vilde komme ind i hans Huus.

Thi han havde en eenbaaren Datter, ved tolv Aar gammel, og hun var (moxen) død. Men der (Jesus) gik bort, trængte Folket ham,

og en Qvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredet af Nogen,

hun gik frem bagved (ham) og rørte ved Sømmen af hans Klædebon; og strax standsede hendes Blodflod.

Og Jesus sagde: Hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle nægtede det, sagde Peder og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: Hvo var det, som rørte ved mig?

Men Jesus sagde: Der rørte Nogen ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en Kraft fra mig.

Men der Qvinden saae, at det var ikke skjult, kom hun bævende og faldt ned for ham, og kundgjorde ham i alt Folkets Paahør, af hvad Aarsag hun rørte ved ham, og hvorledes hun blev strax helbredet.

Men han sagde til hende: Vær frimodig, Datter! din Tro haver frelst dig, gak bort med Fred!

Der han endnu talede, kom En fra Synagoge-Forstanderens (Huus) og sagde til ham: Din Datter er død; umag ikke Mesteren.

Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: Frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst.

Men der han kom ind i Huset, lod han Ingen gaae ind, uden Petrus og Jakobus og Johannes, og Pigens Fader og Moder.

Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde: Græder ikke; hun er ikke død, men hun sover.

Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.

Men han drev dem alle ud udenfor, og tog fat paa hendes Haand, og raabte og sagde: Pige, staa op!

Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at man skulde give hende at æde.

Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.