Men han kaldte sine tolv Disciple tilsammen, og gav dem Magt og Myndighed over alle Djævle og til at helbrede Sygdomme,

og sendte dem ud at prædike Guds Rige og at helbrede de Syge.

Og han sagde til dem: Tager Intet med paa Veien, hverken Stav, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge; ei heller skal hver have to Kjortler.

Og i hvilket Huus I gaae ind, bliver der og drager derfra ud.

Og dersom Nogle ikke ville annamme eder, da gaaer ud af den Stad og afryster endog Støvet af eders Fødder til et Vidnesbyrd over dem.

Men de gik ud og droge frem igjennem Byerne, prædikede Evangelium og helbredede allevegne.

Men Herodes, den Fjerdingsfyrste, hørte alt det, som han gjorde; og han var i Uvished, fordi der sagdes af Nogle, at Johannes var opvakt fra de Døde;

men af Nogle, at Elias var aabenbaret; men af Andre, at en Prophet, en af de gamle, var opstanden.

Og Herodes sagde: Johannes haver jeg ladet halshugge; men hvo er denne, om hvilken jeg hører Saadant? Og han søgte at (faae) ham at see.

Og Apostlerne kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort; og han tog dem til sig og veg bort for sig selv til et øde Sted ved en Stad, som kaldes Bethsaida.

Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige, og lægede dem, som havde Lægedom behov.

Men Dagen begyndte at hælde; da gik de Tolv frem og sagde til ham: Lad Folket fare, at de kunne gaae herfra til de omliggende Byer og Landsbyer, og faae Herberge og finde Føde; thi vi ere her paa et øde Sted.

Men han sagde til dem: Giver I dem at æde; men de sagde: Vi have ikke mere end fem Brød og to Fiske, uden saa er, at vi skulle gaae bort og kjøbe Mad til alt dette Folk;

thi der vare henved fem tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: Lader dem sætte sig ned som tilbords, i hver Hob halvtredsindstyve.

Og de gjorde saa; og de lode dem alle sætte sig som tilbords.

Men han tog de fem Brød og de to Fiske, og saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød (dem) og gav Disciplene (dem) at lægge for Folket.

Og de aade og bleve alle mætte; og der optoges af Stykkerne, som bleve til overs for dem, tolv Kurve.

Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: Hvem siger Folket mig at være?

Men de svarede og sagde: (De sige, du er) Johannes den Døber, men Andre Elias, men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden.

Men han sagde til dem: Men I, hvem sige I mig at være? Da svarede Peder og sagde: (Du er) Guds Christus.

Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette.

Og han sagde: Det bør Menneskens Søn at lide Meget, og at forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag.

Men han sagde til dem alle: Hvo, som vil komme efter mig, skal fornegte sig selv, og daglig tage sit Kors op og følge mig.

Thi hvo, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.

Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, eller gjorde sig selv Skade?

Thi hvo, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham skal Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin Herlighed, og i Faderens og de hellige Engles.

Men sandelig siger jeg eder: Der ere Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige.

Men det begav sig henved otte Dage efter denne Tale, at han tog til sig Petrus og Johannes og Jakobus, og gik op paa Bjerget for at bede.

Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnende.

Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias,

som bleve seede i Herlighed og talede om hans Udgang (af Verden), som han skulde fuldkomme i Jerusalem.

Men Peder og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.

Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peder til Jesum: Mester! det er godt, at vi blive her, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een, og Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde.

Men der han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen.

Og en Røst kom af Skyen, som sagde: Denne er min Søn, den Elskelige; hører ham!

Og idet Røsten skede, blev Jesus funden alene; og de taug og forkyndte Ingen Noget i de Dage af det, de havde seet.

Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da kom meget Folk ham imøde.

Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.

Og see, en Aand griber fat paa ham, og strax raaber han, og den slider ham saa, at han fraader, og med Nød viger den fra ham, naar den haver slidt ham;

og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.

Men Jesus svarede og sagde: O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Før din Søn herhid!

Men der han kom til ham, rev Djævelen ham endnu, og sled ham tilmed. Men Jesus truede den urene Aand og helbredede Drengen; og han gav hans Fader ham igjen.

Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.

Men der de alle forundrede sig over alt det, som Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: Vender I eders Øren til disse Ord, at Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.

Men det Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de begrebe det ikke; og de frygtede for at spørge ham om det samme Ord.

Men der kom en Tanke ind i dem om, hvo der vel skulde være den Største af dem.

Men der Jesus saae deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig.

Og han sagde til dem: Hvo, som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo, som er den Mindste iblandt eder alle, han skal være stor.

Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae En, som drev Djævle ud i dit Navn, og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.

Og Jesus sagde til ham: Forbyder ham det ikke; thi hvo, som ikke er imod os, er med os.

Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.

Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer, for at berede ham Herberge.

Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt til at vandre til Jerusalem.

Men der hans Disciple, Jakobus og Johannes, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle sige, at Ild skal falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?

Men han vendte sig, og irettesatte dem og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere.

Thi Menneskens Søn er ikke kommen for at fordærve Menneskers Sjæle, men for at frelse. Og de gik til en anden By.

Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, i hvor du gaaer hen.

Og Jesus sagde til ham: Rævene have Huler og Himmelens Fugle Reder, men Menneskens Søn haver ikke det, han kan hælde sit Hoved til.

Men han sagde til en Anden: Følg mig! Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg gaaer først hen at begrave min Fader.

Men Jesus sagde til ham: Lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen og forkynd Guds Rige.

Men og en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked fra dem, som ere i mit Huus.

Men Jesus sagde til ham: Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og seer til de Ting, som ere bag ham, er vel skikket til Guds Rige.